Chef ville hjælpe to unge piger med slankepiller, og bad dem derfor smide tøjet. Nu er han dømt for blufærdighedskrænkelse.
En højst usædvanlig slankekur koster en 38-årig mand fra Sønderjylland 20 dages betinget fængsel og 40 timers samfundstjeneste.
Det skriver jv.dk.
Den sønderjyske mand har gennem flere år været en stor mand i den lokale fastfood-branche, hvor han har drevet eller bestyret en række fastfoodbutikker i Sønderborg og Aabenraa. Samtidig er han involveret i fittness-miljøet og hjælper både motionister og elitesportsfolk med slankepiller.
Da to piger på 17 og 18 år, som han havde ansat i en sandwichbar i Aabenraa, gav udtryk for, at de gerne ville tabe sig, var han derfor straks klar til at hjælpe dem.
Du vil måske også synes om:
Han fortalte pigerne, at han kunne hjælpe dem med at få designet individuelle slankepiller. Til det formål havde han brug for nogle meget detaljerede målinger, som skulle foregå i kælderen under sandwichbaren.
Her bad han de unge kvinder smide alt tøjet, så han kunne måle dem med et målebånd og en fedttang. Han tog også fotos af målingerne, der skulle sendes til London. På den måde skulle han angiveligt kunne få designet slankepiller, der passede præcis til de to piger.
»De ville gerne opnå resultater med hensyn til vægttab og træning,« sagde den 38-årige sandwich-chef og fitnessmand ifølge JydskeVestkysten i retten.
Han bekræftede at have målt og fotograferet de to kvinder.
»Det har jeg gjort med 150 - 200 andre, og vi ved, at det virker,« sagde han.
De to piger forklarede i retten, at de var helt klar over, at de skulle måles. De følte sig heller ikke udsat for befamlinger eller berøringer.
»Han sagde også, at jeg gerne måtte vende ryggen til, hvis jeg er genert. Men det var ubehageligt - også fordi det var min chef, der kunne se mig uden tøj på,« sagde den ene kvinde.
Men det var åbenbart ikke nok at måle pigerne. I hvert fald kom det også frem i retten, at chefen ville slikke på den 17-årige piges kønsorganer.
»Han ville slikke mig i skridtet. Det var noget med, at han ville kunne undersøge slankepillers virkning, hvis han måtte få lov at slikke mig. Noget med pH-værdien før og efter slankepillerne. Jeg kan ikke rigtigt huske det,« forklarede den nu 18-årige kvinde i retten.
Den alternative slankekur endte som sagt med en dom på 20 dages betinget fængsel og samfundstjeneste. Den 38-årige bad om 14 dage til at overveje, om han vil anke dommen. Han har under retssagen nægtet sig skyldig.
Siden dommen har bt.dk været i kontakt med den 38-årige chef. Han understreger, at han ikke genkender pigernes version af historien. Han påpeger, at han selv arbejder i en anden butik i en anden by, og at en af pigerne blev sagt op dagen før, hun anmeldte sagen. Chefen erkender at have foretaget fedtmålingerne, men afviser påstandene om tilbud om oralsex.