Nørrebro Teater hylder vor hovedstad

København er fuld af ensomme skæbner, nederlag, lommetyve, smog og parkeringsbøder. Men 'alligevel så elsker vi byen', vidste P.H., og det er denne romantiske kærlighed, der bærer os gennem Nørrebro Teaters hyldest til hovedstaden.

I 20 sange tager Tom Jensen, Cecilie Stenspil, Trine Pallesen, Laus Høybye og Jannie Faurschou os med rundt i byen og sætter billeder og skæbner på kendte som mindre kendte klassikere.

Instruktør Rolf Heim har valgt skuespillere frem for egentlige sangere og understreger dermed teaterdelen i koncerten. Det er dramaet i de enkelte sange, vi får illustreret, godt hjulpet af scenografien, der enkelt, men klart skaber små sammenløbende københavnerbilleder med en enlig seng, tekøkken, baggård, døgnkiosk, den uundværlige grønmalede bænk og sågar et mandehul, for intet København uden vejarbejde.

Læs også: Jimmy Jørgensen: Sjovere at blive far i en sen alder

Samtidig giver de kendte skuespillere sangene en ekstra dimension. Det er bestemt noget andet at høre Jannie Faurschou give os Raske Penges 'Bor her' stående på en ølkasse, også selv om hun ikke kan matche rapperen på vokalen.

Trine Pallesen giver som enlig mor moderne konsekvens til Arvid Müllers revyvise 'Jacobsen' og tager tråden op, da hun dramatisk kvæler sin baby til tonerne af Katy Bødtgers grandprixsang 'Det var en yndig tid', der således får masser af ironisk kant.

Læs også: Cederholm efter nedsabling: Anmelderne er indskrænkede amatørsjaskere

Laus Høybye og Cecilie Stenspil kopulerer syndigt til Rasmus Nøhrs ellers sukkersøde 'Vesterbro står stille', og selv om Aage Steffensens 'Manden på risten' ikke behøver mere drama, så får den det i den grad, da en sulten Tom Jensen ikke nøjes med madduften fra vejristen, men kravler helt op på restaurantgæsternes bord.

Ikke alt rammes lige godt. Det er svært at mærke byens puls i ellers gode numre som Ulige Numres 'København' og Marie Keys 'Øster Søgade', og jeg savnede ind imellem lidt overraskelser og farlighed i de musikalske arrangementer.

Man kan også godt slå sig på København, og det gør vi ikke så meget her. I hvert fald ikke før kvintetten topper mod slutningen med en dejligt tung og anklagede version af Szhirleys 'Gammel Kongevej' - forestillingens bedste nummer - og en særdeles aggressiv udgave af Sys Bjerres 'Malene', hvor Stenspil virkelig folder sig ud.

Og måske er det meget passende, at Heim og kompagni ikke helt rammer perfektionen, for hvilket københavnerbillede ville det have været? København har også stille aftener, opture, nedture og halvkvædede viser. Alligevel - eller måske derfor - så elsker vi byen.