Tirsdag valgte tv- og filmstjernen Charlie Sheen at stå frem på amerikansk tv og fortælle om sin HIV-diagnose. Han fortalte samtidig, at han havde betalt svimlende summer for at få folk til at tie om hans helbred.

Skuespilleren fik diagnosen for knap fire år siden. Han havde lidt af migræne og svedeture om natten og gik derfor til lægen, der gav ham den nedslående nyhed.

Det er ikke nogen hemmelighed, at Charlie Sheen har benyttet sig af prostituerede. Og en af disse har afpresset ham. Sheen hævder, at den pågældende tog billeder af hans HIV-medicin og truede med at sælge det til tabloid-pressen, medmindre at han betalte hende - og det gjorde han. Det skriver blandt andet the Independent.

Sheen fortæller, at han har brugt omkring 10 millioner amerikanske dollars knap 70 millioner danske kroner, som han har betalt til en håndfuld personer, der har truet med at 'oute' ham.

Det er han rigtigt træt af, da mange af pengene ikke var tiltænkt ham selv.

»Folk glemmer, at de penge skulle være gået til mine børn. De tror, at det kun er gået udover mig, men jeg har fem børn og et barnebarn,« siger han.

Den 50-årige skuespiller, der blandt andet er kendt for tv-serien 'Two and a Half Men' tager nu fire piller om dagen for at håndtere HIV-infektionen.