Billedet af den lille dreng, der ligger livløs i armene på en kystvagt, markerer måske det punkt i flygtningekrisen, hvor verden for alvor fik øjnene op for de menneskelige tab, som flygtningekrisen medfører. Nu tegner den kendte franske satireavis Charlie Hebdo, hvordan den lille drengs liv ville være blevet, hvis han nåede frem til Europa. En tegning, der vækker stor forargelse.

Aylan Kurdi fra Syrien blev kun tre år gammel. Han døde på sin rejse mod Europa, og blev fundet livløs på en strand i Tyrkiet. Aylans femårige bror Galip og deres mor druknede også, da deres båd forliste i forsøget på at nå den græske kyst ved øen Kos. Kun Familiens far overlevede.

Washington Post skriver, at billedet af den lille, livløse dreng meget vel kan være det, som før har vakt en stor sympati for flygtninge. Samtidig skriver avisen, at begivenhederne nytårsaften med sexkrænkelser i Køln og andre europæiske byer ligeså vel kan betyde, at mange har mistet den sympati igen. I hvert fald beretter Washington Post, at der i Køln har været det, som kunne tolkes som hævnangreb på flygtninge efter sexkrænkelserne fandt sted.

Nu har den franske satireavis Charlie Hebdo lavet en tegning, der sammensmelter de to øjeblikke. Det har de gjort ved at tegne, hvordan Aylan Kurdi ville være blevet som voksen, hvis han nåede frem til Europa. Og her opstår forargelsen, for de har tegnet ham som en sexkrænker.

Tegningen ses nedenfor:

Billedteksten stiller det retoriske spørgsmål: »Hvordan ville lille Aylan være blevet, hvis han voksede op i Europa?«
Hvorefter de selv besvarer spørgsmålet med »Som en krænker i Tyskland«.
Under billedet skriver de så:
»Lad være med at blive forarget, du forstår det bare ikke«.

Washington Post skriver, at tegningen er lavet af Laurent Sourisseau, der også er kendt som 'Riss'.  Laurent Sourisseau er udgivelses direktør på bladet, og hun var til stede, da terrorister angreb Charlie Hebdos lokaler i Paris i januar sidste år. Sourisseau blev skudt i skulderen under terroristernes hærgen, der i alt kostede 12 mennesker livet.

Tegningen har skabt vrede, og på det sociale medie Twitter kommenterer folk med forargelse, at det ikke er i orden at udstille en død dreng på den måde.



»Jeg er fransk, og jeg forstår heller ikke tegningen. At lave satire på religion er en ting, men at udstille et dødt barn… Jeg har ikke nogen ord, der kan beskrive det«.

Der er dog også dem, der ser tegningen som ironisk og som fortæller, at den forargelse, der opstår, når man kigger på billedet, er et produkt af ens egne fordomme.

»Vi antager blot alt det i tegningen, som er racistisk/ forfærdeligt/ grotesk. Det er bare ’ironisk’«.

Det er imidlertid ikke første gang, at Charlie Hebdo laver satiretegninger af Aylan Kadi. Det skete også tilbage i september.

Washington Post afslutter med at skrive, at Charlie Hebdo meget vel kan have afbilledet den vending, som man ser i sympatien overfor flygtningene og på ironisk vis vist det absurde i at forbinde de bange flygtningefamilier med de påståede seksuelle overgreb begået af voksne mænd.

»Men selv hvis det er deres hensigt, så er der mange, der ikke opfatter satiren på den måde,« slutter avisen.