Cepos tager pænt imod topskatteudspil
Den liberale tænketank Cepos reagerer positivt på regeringens planer om at hæve topskattegrænsen. Men der er malurt i bægeret.
Den liberale tænketank Cepos reagerer positivt på regeringens planer om at hæve topskattegrænsen. Men der er malurt i bægeret.
Regeringens planer om at hæve grænsen for, hvornår man skal betale topskat, er et skridt i den rigtige retning. Sådan lyder vurderingen fra den liberale tænketank Cepos.
I regeringens udspil til en skattereform, som fremlægges i morgen, foreslår man gradvist at hæve topskattegrænsen til 467.000 kroner i 2022. Det betyder, at 250.000 danskere slipper for at betale topskat.
- Det er positivt, at man hæver topskattegrænsen og dermed gør det mere attraktivt at arbejde for 250.000 danskere. Problemet er bare, at der fortsat vil være 460.000 personer, som skal betale 56 procent i topskat. Indregner man afgifter, udgør den sammensatte marginalskat 67 procent. Dermed øger man ikke guleroden ved at arbejde ekstra for de mest produktive danskere, siger Mads Lundby Hansen, cheføkonom hos Cepos, til b.dk.
Mads Lundby Hansen mener, at det ville være mere effektivt at sænke topskatteprocenten:
- Jeg så meget gerne, at man sænkede topskatteprocenten, fordi det er vigtigt, at alle, der på nuværende tidspunkt betaler topskat, arbejder flere timer og mere effektivt. Ikke bare folkeskolelæreren og sygeplejersken, men også den dygtige læge, ingeniør og advokat.
Regeringens forslag om at hæve topskattegrænsen vil ifølge Mads Lundby Hansen give en ekstra arbejdsindsats, der svarer til 6.000 personer.
At regeringen tilgodeser det arbejdende folk frem for de arbejdsløse er positivt, mener Mads Lundby Hansen.
- Det er den rigtige løsning, fordi det gør guleroden ved at være i arbejde større. Det bliver attraktivt at arbejde mere, samtidig med at folk uden for arbejdsmarkedet kan se, at det er en fordel at være på arbejdsmarkedet. Jeg mener også, at regeringen handler rigtigt, når de lægger op til at regulere overførselsindkomsterne, så de bliver mindre, siger han til b.dk.