Tænketanken Cepos er bekymret over regeringens udspil til forhandlingerne om en skattereform, mens Cevea mener, at det markerer en positiv kursændring i dansk politik.
Ikke så overraskende er der dyb uenighed om de gode og mindre gode ting i regeringens skatteudspil mellem den liberale tænketank Cepos og centrum-venstre tænketanken Cevea.
- Det er galt, når skatteminister Thor Möger vil finansiere skattereformen gennem øgede afgifter på blandt andet øl, vin og sodavand og hæve lønsumsafgiften for bankerne, siger cheføkonom Mads Lundby Hansen fra Cepos.
Han mener, at flere elementer i regeringens skatteudspil vil medføre øget grænsehandel og sende flere arbejdspladser til Tyskland.
- Det er desuden problematisk, at man lægger op til at øge bankskatten i Danmark. Danmark er i forvejen blandt de få lande i verden, der har en bankskat i form af lønsumsafgift. Den højere bankskat vil indebære højere udlånsrenter for familier og virksomheder. Det vil betyde mindre forbrug og færre investeringer, og det gavner ikke dansk økonomi og væksten, siger han.
Man bør ifølge Cepos bruge råderummet i 2020-planen på 13 milliarder kroner til lavere skat i stedet for at finde finansieringen fra højere skatter og afgifter.
Hos centrum-venstre tænketanken Cevea er der anderledes begejstring at spore.
- Skatteudspillet er et tiltrængt opgør med en politik, hvor det altid var dem, der i forvejen havde mest, der også fik mest ud af ændringer i skatten. Det er ikke bare retfærdigt, men styrker og stabiliserer også økonomien, siger Kristian Weise, direktør for Cevea.
Han mener i modsætning til Cepos, at reguleringen af overførselsindkomsterne er dybt bekymrende. Her foreslår regeringen, at disse skal stige mindre end hidtil.
- Det er dybt bekymrende, da det alt andet lige vil betyde, at uligheden imellem dem, der er på arbejdsmarkedet, og dem, der står udenfor, øges markant. Det er helt unødvendigt og direkte unfair. Vi skaber ikke et bedre Danmark ved afkoble de jobssøgende danskere fra den økonomiske udvikling. Så forhåbentlig bliver dette forslag ikke en del af det endelige kompromis, siger Kristian Wiese.