Efter sejren på mandagens 3. etape blander den britiske rytter Mark Cavendish sig nu i den verserende diskussion om de mange afgørelser, der oftere og oftere ender i styrt.

»Forskellen på de ryttere, der vinder og taber, er, at vinderne ved, hvordan man skal køre,« siger Cavendish og fortsætter:

»De har respekt for hinanden og er de første til at lykønske hinanden. Mange af de gutter, der ikke vinder noget, er bitre på vinderne. I stedet for at sætte pris på det, er de misundelige, og de viser deres frustrationer på den måde, siger den 31-årige brite om nogle af kollegernes risikofyldte kørsel, når rytterne nærmer sig opløbningsstrækningen.

Cavendish nævner ingen navne i sin svada mod flere af rytterne i feltet.

Touren har i år budt på flere styrt hen imod afslutningen af etaperne. Blandt andet måtte danske Michael Mørkøv (Tinkoff) en tur i asfalten på 1. etape. Søndag og mandag har danskeren kæmpet sig i mål trods store smerter.

Cavendish er med sine to sejre i årets Tour nået op på 28 i alt i det franske etapeløb. Feltet skal tirsdag ud på Tourens længste etape i år på i alt 237 kilometer.

/ritzau/AFP