Allerede op til søndagens udstemning havde den 24-årige Cathrine svært ved at kapere, at hun risikerede at miste sin kærlighed i huset, den 27-årige dj og tømrer Christian. Og da sms-stemmerne endelig var talt op, og Christian blev bedt om at sige farvel til sine medbeboere, brød hun helt sammen.

- Træk vejret, træk vejret helt roligt, lød de trøstende og beroligende ord fra de tilbageværende beboere til Cathrine. 

Christian derimod tog udsmidningen med et trist smil og et træk på skuldrene.

Udstemningen sker i kølvandet på en skandaløs weekend, hvor spændingerne i huset eskalerede til decideret vold, da den blot 22-årige Clifford, med fornavnet Louise, overfaldt kokken Michael Melander og i sit raseri endte med at slå ham.

Det kostede hende øjeblikkeligt pladsen i Big Brother-huset, da produktionen bag har en ufravigelig nultolerance politik over for vold. Næste dag valgte alderspræsident Melander så frivilligt at trække sig ud af huset.

Melander, der ellers var nomineret til udstemning, sendte sin nominering videre til fitness-fyren Umar, som han under hele forløbet har haft svært ved at snuppe. Men trods den uventede nominering reddede uganderen Umar livet og er videre til sjette uge i Big Brother.

Således har tre deltagere på blot to dage forladt Big Brother-huset. Som en glædelig ting blandt mange kedelig fik huset til gengæld ny leverance af kvinder, da den 20-årige Mette fra Aalborg og den to år ældre Brøndby-pige Denise fredag tjekkede ind i huset.