22 år gamle Cassandra Sainsbury var på en arbejdstur i Colombia, da hun blev tilbageholdt af myndighederne i lufthavnen i Bogota.
Her blev hendes liv ændret for bestandigt. Det skriver australske news.com.au.
Otte dage forinden var hun landet i Colombia fra Australien, hvor hun kommer fra. I Colombia mødte Cassandra Sainsbury en engelsktalende mand, som hun blev venner med, og han kom med et knaldtilbud. 18 styk billige høretelefoner, som hun kunne give væk til sit polterabend. Hun slog selvfølgelig til uden at tænke videre over det.
Pakkerne fik hun på dagen, hvor hun skulle rejse fra Colombia. Hun åbnede ikke pakkerne, men det skulle hun nok have gjort.
Ti minutter før hun skulle boarde sit fly til London den 11. april, blev hun stoppet af myndighederne. Sikkerhedskontrollens røntgenmaskine viste, at der var noget mistænkeligt ved de 18 små pakker med høretelefoner.
Her fandt de 5,8 kilo kokain, som har en salgsværdi på 1,5 millioner australske dollars svarende til 7,6 millioner danske kroner. Pakkerne med kokainen lå gemt mellem forskellige cremer og parfume, som Cassandra Sainsbury havde med hjem. Ifølge myndighederne var det med til at skjule lugten af kokain.
Den unge kvinde blev anholdt på stedet og ført til Colombias største kvindefængsel 'El Buen Pastor', hvor man sidder for narkosmugling. Her vil hun sidde varetægtsfængslet, indtil retssagen starter i juli. Hvis hun bliver dømt for narkosmugling, så risikerer hun en dom på 25 år.
'Jeg er så bekymret for Cassie. Hver eneste nat beder jeg til Gud om at passe på hende,' har Cassandras søster skrevet på Facebook.
Hele verden lå for Cassandra Sainsburys fødder, inden hun tog til Colombia. Hun arbejdede som personlig træner, men var ved at gå over i modelbranchen. Derudover var hun blevet forlovet med 'sit livs største kærlighed' Scott Broadbridge, som friede til hende sidste år.
Familien har lavet en indsamling, der skal hjælpe med at dække Cassandra Sainsburys advokatomkostninger. Cassandra Sainsbury har under hele forløbet holdt fast i, at hun er uskyldig. At hun er blevet snydt.
Det australske medie har talt med en tidligere indsat, som fortæller, at der er 'meget forfærdelige' forhold i fængslet. At vold, stoffer og korruption er en del af hverdagen.
Det forventes, at retssagen starter i juli.
