København. I sidste uge blev Casper Christensen far for tredje gang, da hans kone, Isabel Christensen, fødte deres første fælles barn.
Og nu fortæller forældrene, hvad den lille ny kommer til at hedde.
- Cooper og hans mor, skriver Casper Christensen på Instagram efterfulgt af et hjerte og et anker til et billede af Isabel Christensen og deres dreng.
Tirsdag lagde Casper Christensen også et billede af sig selv op på Instagram, hvor han ser tydeligt træt ud.
- Lang nat med mini-C. Godt, jeg ikke ammer, skriver han til opslaget.
Casper Christensen har på alle billeder relateret til sin nyfødte søn brugt hashtagget "agenten".
Cooper Christensen har allerede to ældre halvsøskende, Cajsa Christensen og Marvin Christensen, som Casper Christensen har med tv-værten Anette Toftgård.
Allerede på den røde løber til Stasia-modeshowet i februar i København kunne komikeren og hans kone løfte sløret for, at de allerede vidste, hvad den lille ny ville komme til at hedde.
- Vi har et navn, men vi siger det bare ikke til jer, sagde en grinende Casper Christensen dengang til Ritzau Fokus.
Se Isabel og Cooper her: https://www.instagram.com/p/BPubhtoFxMH/?taken-by=cappertherapper
/ritzau/FOKUS