Iker Casillas kommer ikke til at slutte sin karriere i Real Madrid. Efter 25 år i klubben skifter den spanske landsholdsmålmand til Porto, hvor han ser ud til at slutte sin karriere, der har budt på blandt andet tre Champions League-trofæer og fem kåringer til verdens bedste målmand.
Derfor er Iker Casillas' mor heller ikke ligefrem imponeret over, hvordan hendes søns karriere skal ebbe ud. Hun er faktisk meget lidt imponeret af den nye klub.
»Porto er som et Segunda B-hold (den tredjebedste række i Spanien, red.) for en som Iker. En verdensmester kan ikke slutte sin karriere i Porto. Han kunne være sluttet, hvor han ville, og jeg ville ikke have haft noget imod, hvis det var hos Barcelona, for de er gentlemen,« siger Mari Carmen til El Mundo.
Og her stopper moderens raseri-anfald ikke. Casillas' skifte sker efter en tid i hjerteklubben med usikkerhed om sin position og fans, der til tider piftede. Men det er ikke fansene, der fylder mest hos Casillas. Skal man tro den 34-årige målmands mor, så er det præsident Florentino Perez, der bærer hele skylden for Casillas' farvel.
»Denne her præsident (Florentino Perez, red.) har aldrig elsket ham, fordi han er lav. Han kan lide højde. Han var altid besat af at købe Buffon. Iker har fundet sig i meget, han har lidt under et psykisk pres og de har behandlet ham anderledes end andre spillere. Jeg har set ham lide i mange år. Det er Florentino, der presser ham ud, for han (Casillas) ville slutte sin karriere i Real Madrid,« siger Carmen.
Ikke bare Iker Casillas' mor, men også Real Madrids fans deler denne holdning. At Florentino Perez har presset en levende klublegende ud. Men præsidenten melder hus forbi på de anklager. Ifølge ham var det målmanden selv, der ønskede et skifte.
»Ingen i Real Madrid har bedt ham om at forlade klubben. For et par dage siden modtog han et bud fra Porto, som han informerede os om øjeblikkeligt og bad os om at overveje det og nå til enighed. Der har været meget pres på ham de seneste to år. Selvom jeg gerne ville have haft ham til at slutte sin karriere i vores klub, må jeg acceptere hans beslutning,« siger Florentino Perez.
