På bordet står en dampende varm æblekage. Rundt om flokkes de tre søstre Cecilie, 13 år, Josephine på ni år og Caroline på syv år. De venter.

- Mor, må  jeg godt få et stykke kage? Spørger lillesøster Caroline lidt utålmodigt.

Pigerne må gerne få kage. Men først skal portionen lige vejes. Og så skal de to yngste prikke sig i fingrene og trykke blodet frem, så apparatet kan måle deres blodsukker. De taster selv ind, hvad de får at spise på en app på deres iPhone, så de kan se, hvor meget insulin, de skal have. Og så må de endelig spise den lune kage.

Det er blevet en hel mission at få søndagskage hos Familien Vulpius, der bor i Herlufmagle lidt uden for Næstved. Først fik Christina og Jonas’ mellemste datter konstateret diabetes 1. Knapt et halvt år senere – for tre uger siden – fik deres yngste datter den samme diagnose. Indtil videre er storesøster Cecilie gået fri.

- Vi blev både bange og overraskede. Vi har ingenting i familien – ikke engang vores bedsteforældre har haft snerten af sukkersyge - så vi anede ikke, hvad det ville komme til at betyde. Men da Jonas ringede til mig og græd i telefonen, fordi han var blevet sendt direkte på sygehuset med Josephine og de givet hende drop og koblet hende op på flere forskellige maskiner med det samme, så vidste jeg godt, at det var alvorligt, fortæller Christina Vulpius om den dag, hvor de fik den første diagnose.

Et helt andet liv

Hver dag får mindst et barn i Danmark ifølge Det Nationale Diabetesregister konstateret sukkersyge. Eller diabetes 1 som sygdommen mere korrekt hedder. I 2014 er Josefine og Caroline to af dem. Ligesom over 300.000 andre danskere skal de leve sygdommen resten af deres liv. De skal stikke sig, måle blodsukker, tælle kulhydrater og dosere insulin.

Men endnu er de for unge til selv at kunne klare det hele. I stedet er det mor og far – Christina på 39 og Jonas på 40 år – der står for det. Og sygdommen har vendt op og ned på den travle families liv.

- Alt skal planlægges nu. Vi er en familie med rigtig meget gang i, men nu skal vi spise på et fast tidspunkt og alt skal nærmest skemalægges. Så det er svært ’bare lige at gøre noget’, for alt tager rigtig lang tid nu, og vi skal hele tiden huske nåle, insulin og juice, hvis blodsukkeret falder, forklarer Jonas Vulpius.

Svært at få tid til hinanden

Jonas og Christina har været gift i otte år. Inden brylluppet havde de været kærester i syv år. Men selv om de har været sammen i så lang tid, så bliver deres forhold alligevel udfordret på ny efter sygdommen er blevet en del af deres familie.

- Det er svært nok at få tid til at være kærester i forvejen, når man har tre børn og en travl hverdag, men nu er det bare blevet endnu sværere at få tid til egentlig at snakke sammen, siger Christina Vulpius.

- Ja, og man er mere sammen med sine børn, end man er med hinanden. Vi kan godt køre i fakta og handle alene sammen, men ellers lader vi jo aldrig børnene være alene. En af os er hele tiden sammen med dem, fordi vi ikke tør lade dem være alene mere, og vi havde helt klart mere tid alene sammen, inden de blev syge. Der kunne vi jo godt sende børnene på weekend hos farmor eller mormor, hvor vi så havde tid sammen til bare at være os to, fortsætter Jonas Vulpius.

Lader op i skov og fitnesscenter

Christina og Jonas Vulpius elsker at lave mange ting sammen. Men de er også typerne, som tanker energi op hver for sig. Jonas tager en mudret tur på mountainbiken eller går på jagt i skoven, mens Christina tager op i det lokale fitnesscenter eller ud at drikke kaffe med sine veninder.

Det har de forsøgt at holde fast i, selv om deres hverdag er blevet endnu travlere end den var før.

- Men det er for det meste kun, når den anden er hjemme sammen med børnene, at vi gør det. Hvis Jonas er sammen med børnene, så er jeg sikker på, at han har styr på det, så føler jeg mig tryg ved det, siger Christina Vulpius og fortsætter:

- Så vi forsøger at leve vores hverdag, som vi husker den inden sygdommen. Nu er der bare lige noget andet, som vi er nødt til at tage hensyn til og som gør, at hverdagen skal planlægges lidt mere, end den skulle før.