Carsten Mogensen kæmper mod tiden for at blive klar til OL i Rio de Janeiro. Badminton Danmark træffer en afgørelse i næste måned.

I februar i år blev Carsten Mogensen ramt af en såkaldt aneurisme i hjernen, og han kæmper sammen med double-makkeren Mathias Boe for at blive klar til OL i august.

Doublen kæmper med en anden dansk herredouble, Mads Pieler Kolding og Mads Conrad-Pedersen, om at komme til Brasilien.

»Vi træffer en afgørelse 13. juni,« siger Badminton Danmarks sportschef, Finn Trærup-Hansen, til TV2/Sporten.

»Vi skal ikke have ødelagt OL-træningen, og det gælder også om at få truffet en afgørelse i nogenlunde god tid, så vi kan få ro på op til OL,« siger Finn Trærup-Hansen.

I øjeblikket forbereder Carsten Mogensen og Mathias Boe sig til Indonesia Open, som begynder i næste uge.

»Der er 70 dage til OL, og Carsten er næsten 100 procent fit. Vi træner to gange om dagen, og jeg tror ikke, det bliver et problem for ham at blive klar,« siger Mathias Boe.

Carsten Mogensen vil ikke selv udtale sig endnu, men i en sms til DR-sporten skriver han:

»Jeg er 100 procent klar. Jeg er løbende blevet tjekket fra top til tå, og der er intet i vejen. Ingen mén. Med andre ord: Alt er perfekt. Jeg melder mig klar, fordi jeg tror på Mathias og jeg.«

Carsten Mogensen og Mathias Boe vandt ved OL i London for fire år siden sølv.