By- og boligminister Carsten Hansen (S) indrømmer nu, at han begik en fejl, da han før folketingsvalget sidste år garanterede sine vælgere på Fyn at bevare akutfunktionen på Svenborg Sygehus.

- Jeg skulle ikke have givet den garanti. Jeg ville gerne være klar i spyttet, men jeg gik for langt, sagde ministeren ifølge Fyens Stiftstidende på et møde på Kulturmaskinen i Odense mandag aften. Her evaluerede han sammen med 16 andre fynsk-valgte folketingsmedlemmer den nye regerings første 100 dage ved magten. Og nu fortryder han altså den skriftlige garanti, han udstak til fynboerne.

- Set i bakspejlet må jeg indrømme, at der gik jeg for langt. Jeg skulle ikke have givet den garanti på den måde, jeg gjorde. Jeg skulle have gjort det klart, at jeg ville arbejde for sagen. Jeg må indrømme, at jeg har gået mange lange ture med min hund, hvor jeg har tænkt på det her. Og jeg har jo hele tiden godt kunnet forstå skuffelsen hos mine vælgere. Derfor besluttede jeg mig for, at så måtte jeg også melde det ud, siger Carsten Hansen.

Han fortæller også, at det var regionsrådet, der fik ham til at indse, at han ikke kunne holde sit løfte - om end han ikke er meget for at betegne det som et reelt løftebrud:

Men man kan sige, at jeg ikke har kunnet leve op til den garanti, jeg gav. Det er jeg selvfølgelig enormt ked af. Jeg meldte jo så klart ud, fordi det var min holdning. Jeg synes fortsat, det er det eneste rigtige. Og jeg har kæmpet hårdt, for at det skulle lykkes, men jeg må erkende, at kampen er tabt, siger Carsten Hansen til Fyens Stiftstidende.