Carlsberg er i øjeblikket i gang med at udvikle på ny emballage til firmaets velkendte øl - og det bliver en hård, men miljørigtig udgave, der kommer på hylderne.

Materialet til det nye flasker bliver nemlig træ, og det er der en ganske simpel årsag til, forklarer Carlsbergs informationschef Kasper Elbjørn til metroxpress.

»Træ er et naturlig produkt, og der er rigeligt adgang til fibre fra bæredygtigt skovbrug, hvilket er en forudsætning for, at træfiberflaskerne vil blive benyttet til at lave 'Green Fiber Bottle' (projektets navn, red.),« forklarer Kasper Elbjørn.

Projekt Green Fiber Bottle er et treårigt forskningsprojekt, der arbejder på at lave verdens første fiberflaske. Den pågældende flaske kommer til at være lavet af træfibre, og det vil også gøre den mere miljørigtig, end hvad der ellers er på markedet.

Således kan det tage op til 500 år for naturen at nedbryde en dåse eller glasflaske, mens det blot vil tage op til fem år at nedbryde den nye træflaske. Det betyder dog ikke, at det skal være meningen, at det er mere acceptabelt at smide flasker i naturen i fremtiden, forklarer informationschefen.

»Det er selvfølgelig en kæmpe fordel, at den kan nedbrydes under naturlige forhold uden nogen negativ påvirkning af miljøet. Men målet er, at træfiberflasken skal returneres, pantes og genanvendes og indgå i vores retursystem ligesom flasker og dåser gør i dag,« siger Kasper Elbjørn.

Projektet og flasken skal stå klar i 2018, men Carlsberg har endnu ikke besluttet det produkt, flasken skal testes på, eller i hvilken kæde, du først vil kunne købe flasken.