Carlsberg har igennem mange sæsoner været hovedsponsor for FCK. Carlsberg bruger ofte Parken til markedsføring og har en stor lounge på stadion. Men dette er ikke ensbetydende med, at gigantvirksomhedens sponsorat vil vare evigt.

Det nuværende sponsorat løber til og med 2012, og Carlsberg følger grundigt med i den nuværende situation i FCK, for at lure om sponsoratet er værd at forlænge.

Det nu afskedigede bestyrelsesmedlem i FCK, Jørgen Lindegaard, kritiserede hovedaktionærerne i klubben for at være ligeglade med fodbold. Dette har vækket bekymring hos Carlsbergs internationale sponsorchef, direktør Keld Strudahl.

- Sponsoratet af FCK er vigtigt for os. Det er Danmarks fodboldflagskib, og Parken er Danmarks nationalstadion. Der skrives lige nu en del om uro omkring selve fodboldforretningen, men jeg håber, at det ikke bliver noget langvarigt, siger han til Jyllands-Posten og fortsætter:

- Vi forventer, at FCK er blandt de bedste i Danmark, og at de også fortsat vil kunne skrive kontrakt med spillere, der sikrer en international profil. Hvis der i fremtiden kun bliver tale om et middelmådigt hold, passer vores ambitioner i forhold til sponsoratet ikke, siger Strudahl.

Carlsberg har været sponsor for FC København siden 1999.