Jørgen Leth lavede filmen, Ole Ritter satte rekorden, men med årene blev der stille om Den Umulige Time. Nu vil Fabian Cancellara træde nyt liv i en af sportens milepæle

Det var den bedrift, alle de store ville måle sig på. Dér hvor giganternes mentale styrke, udholdenhed og kraft for alvor kunne folde sig ud. En mand, en cykel og en time. Med velodromens skrå brædder som drømmenes teater.

Danske Ole Ritter stemplede sig ind på den internationale stjernehimmel, da han i 1968 slog belgieren Ferdinand Brackes bestående timerekord og tilbagelagde 48,653 km på en time i Mexico Citys tynde luft. Fra det øjeblik sikrede slagtersvenden fra Slagelse sig en sikker plads blandt cykelsportens ypperste. Timerekorden var ikke for hvem som helst. Kun de helt store navne vovede at begive sig ud i forsøget på at gøre timerekorden til deres egen.

Fausto Coppi, Jacques Anquetil og Eddy Merckx for at nævne en trio fra gudehallen. Siden kom navne som Francesco Moser, den skøre skotte Graeme Obree, Miguel Indurain, Tony Rominger og Chris Boardman til.

Timerekorden blev ikke bare en målestok for, hvad den menneskelige fysik kunne presses til. Groft sagt kan man sige, at det var vindtunneller og teknokratisk tænkende ingeniører, der begyndte at slå timerekorden ud af kurs. Den stilfulde italiener Francesco Moser indførte pladehjul og bloddoping med idrætsmedicineren Francesco Conconi som druide. Graeme Obree satte sin rekord på en specialbygget cykel med brug af dele fra en gammel vaskemaskine og armene i bedepositur. Og Miguel Indurain kløvede sin rekord med Pinarellos tohjulede frækkert, som også gik under navnet ’Sværdet’.


Miguel Indurain på ’Sværdet’, som i dag ville være bandlyst under UCIs nye regler omkring timerekorden.

Det var noget rod sammenlignet med dengang, Ole Ritter kørte sin gyldne time på en helt almindelig single speed. I sidste ende blev timerekorden mere maskine end mand. Mere ingeniør end instinkt. Og da den internationale cykelunion i 2000 tog beslutningen om at slette de rekorder, hvor udstyret havde været for langt fra Anquetil, Ritter og Merckx-æraens helt enkle nul nonsens cykler, falmede interessen fatalt.


Fabian Cancellara (th.) har annonceret, at han vil slå den obskure tjekke Ondrej Sosenkas timerekord fra 2005. Ifølge Brian Holm kan Tony Martin (midten) følge trop. Til venstre ses Bradley Wiggins

Nu melder ingen ringere end Fabian Cancellara sig på banen med et rekordforsøg, der skal finde sted til næste år. Og Brian Holm er blandt dem, der håber at se det schweiziske wattmonster sætte nyt fokus på det, der engang var blandt idrættens mest respekterede milepæle.

- Jeg håber, Cancellara kan kickstarte interessen for timerekorden igen. Hvis publikum skal få øjnene op for den, skal det nok være nu, hvor man måske kan få tre så store navne som Cancellara, Bradley Wiggins og Tony Martin til hver især at gå efter den, siger Holm, der til daglig er sportsdirektør for sidstnævnte.

Og Brian Holm vil ikke udelukke, at den tyske enkeltstartsverdensmester vil give forsøget et skud.

- Tony Martin kunne godt finde på det, tror jeg. Men spørgsmålet i dag er, om der er tid nok. Der er mange forpligtelser med løb, og som reglerne er nu, optjener man ikke ranglistepoint for det. Mange team-chefer ser nok hellere, at der kommer en sejr i ENECO Tour end en timerekord, konstaterer Holm tørt.

Jørgen Leth har fulgt spillet om timerekorden både under Ole Ritters tid og så sent, som da Miguel Indurain i 1994 svingede sværdet på den hurtige velodrom i Bordeaux. Og selv om nostalgi ikke er, hvad den har været, ser TV2s cykelkommentator gerne ’timen’ tilbage.

- Jeg har savnet timerekorden. Det er en disciplin fuld af lidelseshistorier, og det var tidligere en af de helt centrale rettesnore for, hvem der besad storhed i cykelsporten, mener Leth.

- Merckx følte sig jo kaldet til at gå efter timerekorden. Selv om han vidste, at det ville blive et helvede at stå igennem. Men han ville også måle sig her, og cykelsporten i dag mangler folk med den lyst og risikovilje. Altså at man kan tabe ansigt i det helt brede format, siger Jørgen Leth, der også gerne vil have ryddet op i de mere inferiøre typer, som med tiden brugte timerekorden til at profilere sig på.

- Scenen skal ikke overlades til Georg Gearløs typer som Graeme Obree og andre, for hvem det tekniske er altafgørende. Derfor er det godt, at UCI har elimineret det aspekt og forsøgt at føre timerekorden tilbage til det oprindelige, det basale.

- På mange måder er det logisk, at netop en mand som Cancellara pludselig kaster sig ud i det her. Han er begyndt at kede sig lidt og har brug for ekstra krydderi og motivation i sin karriere. For mig vil det være en ønskedrøm at få typer som Cancellara, Tony Martin og Bradley Wiggins til at kæmpe om timerekorden og tilføre den ny prestige. Den har måske nok været glemt de senere år, men hvis man løfter blikket bagud, står den der jo endnu, pointerer Jørgen Leth.