30-årige canadiske Livia Starlight kan formentlig se frem til op mod seks års fængsel, efter hun ved retten i Calgary mandag erkendte sig skyldig i at have slået sin bare toårige søn Traelin Denzel Starlight ihjel tilbage i 2014.
Det skriver Washington Post.
Livia Starlight har selv forklaret til politiet, at det var i et forsøg på at stoppe sønnens klynkeri, at hun i september 2014 slog ham så hårdt, at han en uge efter, 18. september, døde af sine kvæstelser.
Efterfølgende viste en obduktion af Traelin Denzel Starlight, at han havde to hjerneskader, der var et resultat af tidligere voldelige episoder, ligesom Livia Starlight selv har forklaret, at hun skulle have kastet sin søn ind i en sofa.
Livia Starlight, der bor i Tsuut'ina Nation i det sydvestlige hjørne af Calgary, der er forbeholdt den oprindelige canadiske befolkning, vil modtage sin strafudmåling i juni.
I den forbindelse har dommeren William Tillerman bedt en psykiatrisk evaluering af Livia Starlight, ligesom han efterspurgt en såkaldt Gladue-rapport.
Gladue-rapporten, som i sidste ende skal udmunde i en anbefaling af Livia Starlights endelige strafudmåling, bliver udarbejdet i forsøget på at undgå, at landets indfødte møder 'racisme og systematisk diskrimination' i det canadiske retssystem.
Rapporten, der tager flere måneder at udarbejde, bliver af tilhængere rost for at genoprette retfærdighed i strafudmålingerne af Canadas indfødte, mens den af kritikere bliver beskyldt for at være et 'fri-kort' ud af fængslet.
Livia Starlights advokat, Alain Hepner, mener imidlertid ikke, at der er tale om et 'fri-kort' Ifølge ham fortjener den 30-årige Livia Starlights sympati og forståelse.
»Dommeren håber at kunne lære mere om livet for den person, som de er ved at dømme,« siger han ifølge Washington Post om rapporten og tilføjer, at faktorer som opvækst, sociale forhold og økonomi vil spille en rolle.
»Jeg tror, at en masse af de informationer, der kommer frem fra den psykiatriske rapport og Gladue-rapporten vil tegne et billede af en, efter min mening, meget sympatisk person.«
Alain Hepner har undervejs i retssagen foreslået, at Livia Starlight får en dom på seks års fængsel.
Ifølge Washington Post udgør den oprindelige canadiske befolkning fire procent af den samlede canadiske befolkning.