Nu fortæller EM-vinder i triatlon Camilla Pedersen sin historie efter cykelstyrtet, der sendte hende i dyb koma

Trykket i Camilla Pedersens kranie stiger, og det er i forvejen livsfarligt højt. For fjerde gang står lægerne klar til at udføre en farlig hjerneoperation, der kan stoppe blødningerne, men også risikere at skade hende for evigt. For fjerde gang falder trykket af sig selv, og hun bliver kørt tilbage på hospitalsstuen, hvor hun bliver holdt i kunstig koma.

Hver time er familien inde på stuen for at se, om hun stadig lever. De må ikke være hos hende hele tiden, men overnatter på stole på Odense Universitetshospital. I 12 dage balancerer den professionelle triatlet konstant på grænsen mellem liv og død efter et tragisk cykelstyrt 2. september under en træningstur.

Hvis hun kommer ud af hospitalet i live, bliver det sandsynligvis i en kørestol eller med en hjerneskade. Sådan lyder prognosen.

Til sidst beslutter lægerne sig for at operere. En scanning viser, at hun har andre kvæstelser på kroppen. Blandt andet et brækket kraveben, som lægerne må ignorere, fordi trykket fra de indre blødninger i hjernen stiger faretruende, hver gang de rører hende. Da beslutningen om operationen er taget, sker det uforklarlige: Trykket falder af sig selv, støt og roligt.

I koma efter ulykke

Knap to måneder senere sidder Camilla Pedersen på Café Viggo ved åen i Aarhus. For første gang fortæller hun nu sin historie. Hun ligner sig selv før ulykken, men er alligevel forandret. Det samme lyse hår, der indrammer et kønt, smilende ansigt. Men kroppen er spinkel som en balletdansers, og håret dækker et hvidt ar, hvor drænet blev ført ind.

Hun blev holdt i kunstig koma i 19 dage, og imens forsvandt otte kilo muskler fra den veltrænede krop, der var godt på vej til Ironman-VM på Hawaii. Da hun vågnede, vejede hun 42 kilo. Stemmen er svækket efter uger med sonder og respirator. Skelettet er stadig skrøbeligt, så hun vil få træthedsbrud, hvis hun løber en tur. Men hun sidder dér, det er torsdag 7. november, og hun er stædigt på vej tilbage.

- Jeg kæmpede mod døden og vandt. Jeg var rigtig tæt på at gå bort, så jeg skal være glad for, at jeg sidder her i dag. Men om jeg så skal kæmpe hårdere nu, end jeg nogensinde har gjort før, så er jeg klar til det, siger Camilla Pedersen.

Kampen begyndte, da hun styrtede på cykel under en træningstur ved Esbjerg. Den dag var hun netop kommet hjem fra en tur til København, da hun besluttede sig for at cykeltræne sammen med klubkammeraterne i Esbjerg Tri og Multisport. Normalt cykler hun alene, men denne mandag var en undtagelse.

- Jeg kan huske, hvilken vej vi cyklede og at jeg lå forrest, indtil vi holdt pause. Derfra lå jeg på hjul, indtil det skete, husker hun.

Selve styrtet erindrer hun ikke, men har fået det genfortalt af dem, der var med. Camilla Pedersen kørte bagerst, så ingen kunne se, hvad der helt nøjagtigt skete.

- Jeg har hørt, at nogle børn gik over gaden, da vi svingede rundt om et hjørne. For ikke at køre ind i dem, bremsede ham jeg lå bagved og trak ud til siden. Jeg forsøgte at undgå ham. Så styrtede jeg.

- Jeg lander på højre side. Hjelmen var helt flækket. Jeg får åbent kraniebrud og senere syv sting i baghovedet. I forhovedet fik jeg skrammer, jeg slog en flig af og brækkede kindbenet. Jeg brækkede kravebenet og fik trykket hofte og skulder. Stødet fra landingen forplantede sig i hjernen fra højre til venstre, så jeg har arvæv i hjernens venstre side i dag, fortæller hun.

Kort efter styrtet kommer hun til bevidsthed. Camilla Pedersen kan ikke selv huske noget, men klubkammeraterne har fortalt, at hun vil op og cykle videre. De er flere om at holde hende nede, indtil ambulancen kommer. På Esbjerg Sygehus kan de se, at det er slemt og flytter hende til Odense Universitetshospital, hvor hun bliver lagt i kunstig koma.

De, der var med på træningsturen, har siden haft det hårdt, fortæller Camilla Pedersen, der har talt det igennem med dem. Hun har planer om at besøge børnene, der gik over gaden, for at sige, at alt er okay.

- De var i krise, for de havde fået at vide, det var deres skyld. Det var det ikke, det var bare et uheld, intet andet, understreger hun.

På traumecentret i Odense giver de hende fuld dosis narkose for at få hende i den kunstige koma, der kan redde den kvæstede hjerne.

Hun er i sit livs form, godt på vej til VM på Hawaii fem uger senere, så kroppen forbrænder øjeblikkeligt al medicin. Øjnene sitrer, fingrene bevæger sig, men til sidst overgiver hun sig til dvalen.

Genoptræning i Hammel

Herfra tager viljestyrken over, indtil lægerne stopper den kunstige koma fire uger senere.

- Det første, jeg husker, er, at jeg vågner i ambulancen på vej til Hammel Neurocenter. Jeg skældte min mor ud, fordi jeg ikke kunne komme ud og tisse. Jeg vidste ikke, hvad der var sket, og var hurtigt væk igen. Efter det går der en uge, før jeg husker mere.

Camilla Pedersen blev overflyttet til Hammel Neurocenter i Østjylland, hvor de er eksperter i genoptræning efter hovedskader. I den første uge var hun kun vågen i 20 minutter dagligt. I glimt genvinder hun mere og mere af bevidstheden.

- Jeg undrede mig over datoen. ’Jeg burde være på Hawaii til VM nu. Jeg må ud at træne snart. Hvad laver jeg her’. Dybest set tænkte jeg, at der var sket en fejl. At jeg nok bare var inde for at få taget en blodprøve. Jeg kunne ikke forstå det, flere uger var bare væk.

Det øjeblik, hun for alvor kommer til sig selv, er hun på vej til Viborg for at få opereret en sonde ind i maven, så kroppen kan få føde.

- Jeg skal sgu ikke opereres, jeg elsker at spise. I skal ikke skære i mig, jeg skal nok spise, husker hun, at hun sagde. Operationen blev droppet, og hun gik direkte ud i kantinen og spiste frokost.

Fra det tidspunkt gik det stærkt fremad. Eksperterne så undrende til, mens Camilla Pedersen synligt fra dag til dag var i bedring. Hun kunne gå ture, lave sin egen mad og hver dag cykle 10-15 kilometer sammen med en plejer.

- Det var skræmmende, første gang jeg skulle cykle. Det var det bedste i verden, da det gik godt. Eksperterne havde svært ved at tro, at det gik bedre så hurtigt, for det havde de aldrig prøvet før.

Det var en utålmodig tid på Hammel Neurocenter, fortæller hun. Omgivet af svært skadede patienter og på en kost af tung sovs-og-kartofler-mad. Hun gjorde alt, hvad eksperterne bad hende om og bestod undervejs alle tests og prøver.

Selv da de stoppede medicinen, der styrkede hjernens frontallap, fortsatte hun med at gøre fremskridt. Den 23. oktober blev hun udskrevet.

- Jeg tror, det reddede mit liv, at jeg var i så god form. Jeg var vant til at lade krop og hjerne samarbejde for at blive bedre til min sport. Samtidig er min viljestyrke og mit kampinstinkt stærkt. De sagde, at det har hjulpet. Uden det var jeg ikke nået så langt, siger hun.

Camilla Pedersen fortæller, at lægerne stadig ikke ved, hvorfor trykket i hjernen fire gange faldt af sig selv på de mest kritiske tidspunkter.

Selv er hun overbevist om, at det var hendes viljestyrke, der sejrede, selv om hun ikke kan huske noget fra komaen. Men hvis der er noget hun kan, så er det at kæmpe, selv om kroppen er færdig. To måneder før ulykken blev hun Ironman-europamester på ren viljestyrke. Med 18 kilometer igen ville kroppen ikke løbe mere. Hun blev ved. De sidste tre km kunne hun ikke mærke sine ben. 300 meter før mål faldt hun sammen i hoften. Hun vandt, men kollapsede på målstregen. Den samme viljestyrke var med hende på Odense Universitetshospital, fortæller hun.

- De regnede med, at jeg skulle sidde i kørestol resten af livet. Eller være hjerneskadet, så jeg ikke kunne snakke, huske eller udtale noget. Så det er bare dejligt, at jeg blev normal igen, lyder det med esbjergensisk dialekt.

Hun erindrer ikke noget fra dagene i koma. Hver dag skrev hendes bror dagbog, som hun senere fik lov at læse. Hun slugte det hele på en gang.

- Det var både rart og uhyggeligt. Så kunne jeg se, hvor tæt på det havde været. Så vidste jeg også, hvad jeg skulle forholde mig til. Pludselig var det en helt anden kamp.

Kamp for at komme tilbage

Før clubsandwich ved åen i Aarhus, har Camilla Pedersen slidt sig igennem sit genoptræningsprogram. Hun bor nu hjemme hos sig selv i Esbjerg, hvor hun hver dag tager små skridt frem mod målet: Hun vil være professionel triatlet.

- Der er stadig mange ting, jeg skal tage hensyn til. For at komme 100 pct. tilbage, bliver jeg nødt til at skåne de skader, jeg har fået i hoved og på krop. Men jeg får ingen varige men at ulykken.

Hver dag mærker hun nøje efter, hvad krop og hovede kan tåle, og trækker sig tilbage med en bog, musik eller lukkede øjne, når det er nødvendigt. Hun lægger avancerede puslespil for at træne hjernen og angriber sit comeback med en systematisk metodik.

I fitnesscentret er hun i gang i 45 minutter, hun kan cykle 55 km på sin racercykel med 28,2 i gennemsnitsfart og hun må svømme igen. Hun har midlertidig knogleskørhed, 63 pct. af knoglemarven er væk, så hun må endnu ikke løbe. Men det kommer.

- Jeg er indstillet på, at der kan komme til at gå lang tid, før jeg er tilbage. Vi har aftalt, at jeg skal til sportspsykolog, hvis det begynder at gå mig på, at jeg ikke er så god, som jeg gerne vil være.

Når hun ser sig i spejlet, minder arrene hende om, hvor slemt det var. At hun skal huske at tage det roligt. Så glæder hun sig over, at hun ikke skal sidde i kørestol, være hjerneskadet eller ligge i en seng resten af livet.

- Man bliver mere glad for livet, efter sådan en omgang, men det har jeg nu altid været. Jeg har ikke behov for at leve helt anderledes, men vil bare gerne tilbage, så jeg kan være professionel som før. Jeg elsker det, for jeg kan blive ved, der hvor andre må give op. Dem der kan det, de vinder, understreger hun.