20 regnskabsmedarbejdere i Københavns Kommune blev sendt på kursus af kommunen. Sent i kursusforløbet fik de at vide, at de ville blive fyret, hvis de dumpede den afsluttende test.

16 ud af de 20 medarbejdere klarede ikke testen og mistede som konsekvens deraf jobbet. En af dem er 27-årige Camilla Nielsen.

»Jeg er vred. Jeg er sur. Og jeg er skuffet over den måde, som man behandler sine medarbejdere på,« siger hun til BT.

Hun er især utilfreds med den manglende kommunikation fra arbejdsgiveren, der først sent i forløbet meldte ud, at medarbejdernes job afhang af, hvordan de præsterede til eksamen.

»Jeg er frustreret over, at vi ikke har vidst, hvad det hele gik ud på. Jeg er sur over måden, det blev gjort på, og at man ikke har meldt noget ud fra starten af,« siger Camilla Nielsen, der forklarer, at de i december 2015 bare fik at vide, at de skulle på kompetenceudviklingskursus.

Det foregik hos konsulentvirksomheden Deloitte. Kurset, der begyndte i februar, bestod af tre moduler og en afsluttende test den 20. april.

Det var først efter kursets andet modul - i slutningen af marts - at alvoren gik op for de 20 medarbejdere i Økonomiforvaltningen i Københavns Kommune. Bestå prøven eller bliv fyret, lød beskeden fra kommunen.

Og presset var stort ved den afsluttende test i april måned.

»Der var folk, der sad og græd under testen - inklusiv mig selv. Man var frustreret, og man var presset ikke kun tidsmæssigt, men også psykisk,« siger Camilla Nielsen, der fortæller, at der ikke var tid nok til at løse opgaverne.

'Jeg har aldrig oplevet noget lignende'

Forløbet forarger Winnie Axelsen, formand for HK Kommunal Hovedstaden. Til Avisen.dk kalder hun det en skrækkelig sag, og at hun i sine 15 år som formand aldrig har oplevet noget lignende. Hun understreger, at der er noget helt galt, når man laver et undervisningsforløb, hvor 80 procent dumper.

Det varede ikke længe, før Camilla Nielsen og 15 andre medarbejdere fik sparket, fordi de ikke bestod prøven.

Det vil sige, at langt størstedelen af de 20 kursister dumpede den afsluttende test.

Artiklen fortsætter under billedet.

I brevet fra kommunen, hvor Camilla Nielsen bliver oplyst om sin afskedigelse, som BT er i besiddelse af, lyder det blandt andet:

»() at du ikke har de kompetencer, der skal til for at varetage dine funktioner og at dette både omhandler dine nuværende arbejdsopgaver og de kommende arbejdsopgaver, der følger med den løbende organisationsudvikling.«

Camilla Nielsen, der har været ansat i Økonomiforvaltningen i Københavns Kommune siden 2011, er ikke enig i den vurdering.

»Jeg har siddet der siden 2011, og så er det sjovt, at de lige pludselig finder ud af, at jeg ikke kan mit arbejde.«

Bliver måske nødt til at flytte

Københavns Kommune afviser at have gjort noget forkert i en mail til Avisen.dk. Hos kommunen fortæller man, at en række medarbejdere havde et ekstraordinært behov for kompetenceudvikling og ud fra det blev der lavet et særligt kompetence-udviklingsforløb.

»Desværre viste det sig, at en del af dem på trods af det ekstraordinære kompetence-udviklingsforløb ikke kunne matche kompetencekravene, hvorfor vi var nødt til at tage afsked med dem,« forklarer Ivan Kristoffersen, der er direktør i Koncernservice, som hører under kommunens økonomiforvaltning, i en mail til Avisen.dk.

27-årige Camilla Nielsen bor i Rødovre med sin kæreste og deres søn på to år.

Hvad kommer fyringen til at betyde for dig?

»Den kommer til at betyde, at jeg skal finde et nyt job. Finder jeg ikke det, betyder det muligvis, at vi bliver nødt til at flytte,« siger Camilla Nielsen.

Oven på det forfærdelige forløb er selvtilliden dog ikke på sit højeste inden jobjagten.

»Man føler sig stemplet, så jeg synes, det er svært, at man skal sælge sig selv, når man er usikker på sig selv, og hvad man kan.«