Cameron: Terrorist skulle aldrig have været løsladt
Storbritanniens premierminister græder tørre tårer over Abdelbaset al-Megrahis død. Den libyske Lockerbie-bombemand skulle aldrig have været løsladt fra sit skotske fængsel, siger David Cameron.
Storbritanniens premierminister græder tørre tårer over Abdelbaset al-Megrahis død. Den libyske Lockerbie-bombemand skulle aldrig have været løsladt fra sit skotske fængsel, siger David Cameron.
Manden bag det blodigste terrorangreb på britisk jord nogensinde døde søndag, omgivet af sin familie i hjemlandet Libyen. Men stod det til premierminister David Cameron, burde Abdelbaset al-Megrahi have endt sit liv i et britisk fængsel.
Cameron, der er til NATO-topmøde i Chicago, siger til Reuters, at den skotske lokalregering traf den forkerte beslutning, da den løslod manden bag sprængningen af et amerikansk rutefly over byen Lockerbie.
- Jeg har altid været af den mening, at han aldrig burde have været løsladt fra fængslet, understreger David Cameron, der græder tørre tårer for Abdelbaset al-Megrahi.
- Vi bør bruge dagen til at mindes de 270 mennesker, der mistede livet ved den forfærdelige terrorhandling. Vores tanker bør være hos dem og deres familier, der har gennemlevet store lidelser, siger premierministeren.
Det er dog langtfra alle, der er overbevist om, at Abdelbaset al-Megrahi er hovedmanden bag terrorangrebet i 1988. En gruppe pårørende til ofre for terrorangrebet har stiftet en forening for at få renset hans navn, og et af medlemmerne, Jim Swire, begræder den tidligere libyske efterretningsofficers død.
- Helt op til slutningen kæmpede han, for sin families skyld, for at få omstødt dommen, siger Jim Swire, der mistede sin datter Flora i Lockerbie, til BBC.
Han er overbevist om, at dommen mod Abdelbaset al-Megrahi vil vise sig at være forkert.
Abdelbaset al-Megrahi blev fundet skyldig og idømt livsvarigt fængsel ved en skotsk domstol i Holland i 2001. I 2009 blev han løsladt af humanitære årsager på grund af sin kræftsygdom.