Storbritannien: Den britiske premierminister, David Cameron, understreger nu, at det ikke var med vilje, at det sydkoreanske flag blev vist på en storskærm under Nordkoreas nationalsang, som blev afspillet kort før en fodboldkamp ved OL.

- Det var en ærlig fejltagelse, som der er sagt undskyld for. Det vil ikke ske igen, sagde Cameron torsdag.

I den nordkoreanske OL-lejr har man imidlertid ikke glemt uheldet.

- Selvfølgelig er folk sure, siger Nordkoreas OL-repræsentant Um Chang til Reuters.

- Hvis en atlet fra dit land fik en guldmedalje, og et andet lands flag blev hejst, hvad ville der så ske, tilføjer Um Chang, medlem af Den Internationale Olympiske Komité, IOC.

Efter uheldet nægtede de nordkoreanske fodboldkvinder at sparke kampen i gang, som derfor blev mere end en time forsinket.

Londons olympiske arrangører undskyldte senere over for Nordkorea.

- Forud for en fodboldkamp på Hampden Park blev det sydkoreanske flag vist på en storskærm i stedet for det nordkoreanske flag. Det var tydeligvis en fejl. Vi undskylder til holdet og den Nationale Olympiske Komité, og der bliver arbejdet på at sikre, at det ikke sker igen, lyder udmeldingen.