Smilende og imødekommende sidder den ældre herre dér med stakke af forskellige bøger stablet op på et bord, mens turister surfer forbi. Den hvide skjorte indrammer hans milde, aldrende ansigt, og umiddelbart ligner han en turistsælger som de fleste i Phnom Penh – hovedstaden i Cambodja.

Men bogsælgeren er ikke en almindelig sælger. Chum Mey er 82 år og én af de få, der overlevede tortur og fangenskab i et af verdens mest grusomme fængsler, Tuol Sleng, under Pol Pots blodige diktatur i 1970erne.

I dag er de historiske fængselsbygninger i Tuol Sleng en turistattraktion til minde om Chum Mey og de omkring 20.000 andre mænd, kvinder og børn, der blev tortureret her i 1970erne.

Fangerne blev lænket til metalsenge uden madrasser, hvor der blev ført strøm igennem eller hejst ned i store vandkrukker fyldt med afføring, indtil de mistede bevidstheden. Derefter boede de i store masse-celler eller små isolations-celler.

Bogsælgeren Chum Meys held var, at han kunne hjælpe med at reparere en skrivemaskine – og senere andre maskiner og hjælpemidler i fængslet. Andre var knapt så heldige.

Indtil da havde Pol Pot og hans Røde Khmerer-regime indført udrensning af alle, der protesterede mod den Mao-inspirerede revolution. Mellem to og tre millioner mennesker blev dræbt – mange af dem i Tuol Sleng eller i massegrave og fangelejre rundt omkring i landet.

De blodige hændelser i 1970erne er langt væk og alligevel meget tæt på, da vi går rundt i bygningerne i Tuol Sleng. De Røde Khmerer havde ligesom nazisterne sans for detaljerede optegnelser over fangerne og ikke mindst over de forskellige måder, de blev slået ihjel.

I de gamle skolelokaler og senere fængselsceller hænger portrætter, flere hundrede, af alle de dræbte. I nogle af lokalerne er de forskellige mordvåben – økser, spyd, stålsenge – udstillet til skræk og rædsel for eftertiden.

Vi går stille gennem lokalerne. Med våde øjne og en kold fornemmelse i den fugtige varme.

Massegrav i Cambodja

Dagen efter tager vi den tur, mange tusinde fanger tog i 1970erne – fra det centrale Phnom Penh til en landsby 15 kilometer syd-vest for hovedstaden. I dag hedder stedet »The Choeung Ek Genocidal Center«, eller blot »Killing Fields«, som også var titlen på den Oscar-belønnede film om Khmer Rouge-udryddelserne.

Killing Fields ved Phnom Penh er den største massegrav i Cambodja. Her blev over 20.000 slået ihjel og smidt i 129 massegrave, mange af dem er endnu ikke åbnet i respekt for de døde.

Vi får hver vores sæt høretelefoner og går i stilhed rundt og lytter til de forfærdelige historier: Ét sted fortælles det, at De Røde Khmerer ønskede at spare penge og kugler og derfor slog de fleste ihjel med spader, hakker og overhældt med DDT-gift, der samtidig fjernede stanken. Familier blev slået ihjel sammen – så ingen kunne sladre. Og babyer blev knust mod træets stamme, mens mødrene så på.

Midt i området er der opført et mindesmærke med kranier fra mere end 9.000 kvinder og mænd, som ligger i et nyopført mausoleum. Alle andre bygninger fra dengang er væk. I raseri og dyb sorg har de lokale og efterladte revet dem ned.

Alligevel har vi med de gribende lyd-fortællinger fra både bødler og ofre ikke svært ved at forestille os scenariet fra dengang. Selv teenagesønnen prøver ikke at zappe videre i fortællingen, men lytter koncentreret til hvert kapitel.

Midt på stien ligger tøjrester og knækkede knogler – efterladt, så eftertiden i bogstavelig forstand kommer tæt på historiens rædsler.

Historien om rædslerne i 1970ernes Cambodja sætter stadig sit præg på hverdagen i landet. Taxa-chauffører og turist-guider taler om fortiden, og alle kender nogen, der har mistet livet til Khmer Rouge.


Sihanoukville strande

Efter et par dage i Phnom Penh og i rædselshistorien forlader vi storbyen, forbi rismarker og små landsbyer med retning sydpå mod Cambodjas strande for at opleve en anden side af landet.

Men selv i badebyen Sihanoukville er verdenshistorien vævet ind som en undertråd. For det var netop her, at De Røde Khmerer kaprede et stort amerikansk containerskib i maj 1975 – to uger efter Saigon var faldet i Vietnam. Det amerikanske flyvevåben sønderbombede havnen og olieraffinaderiet og gjorde klar til at storme skibet, men USA endte med at miste adskillige helikoptere og soldater i kampen mod De Røde Khmerer.

I dag er de kridhvide strande fredfyldte og stemningen »lowkey«, som Thailand var det for 30 år siden. Serviceniveauet er tilsvarende rustisk og priserne lave. Masseturismen er dog på vej, hotelkomplekserskyder op rundt om byen som pejlemærker på et nyt kapitel i Cambodjas historie – turismen.