USA: Kan man forhindre, at et barn bliver homoseksuel? Det mener flere terapeuter i USA, der tilbyder behandlinger til børn af forældre, der er bekymrede over børnenes seksuelle tendenser.

Det er imidlertid en behandling, som psykologer og andre fagfolk ser på med stor skepsis. Man kan ikke »kurere« hverken børn eller voksne for homoseksualitet, og metoderne, som de ofte selvbestaltede terapeuter benytter sig af, tenderer til børnemishandling, mener kritikerne.

Den holdning vækker genklang i det californiske delstatsparlament, hvor politikere har fremsat et lovforslag, der skal forbyde forældre at sende deres børn til behandling for deres seksuelle orientering. Hvis loven bliver vedtaget, vil Californien være den først delstat, der forbyder de såkaldte SOCE-behandlinger.

Manden bag lovforslaget er den demokratiske delstatssenator Ted W. Lieu, der blev inspireret af en TV-udsendelse om behandlingsmetoderne.

- Udsendelsen beskrev de skadelige virkninger, som denne type terapi har på sårbare børn. Så da Califonia Equality (en borgerretsgruppe, red.) henvendte sig om muligheden for at lancere et lovforslag om at forbyde terapien til mindreårige, greb jeg muligheden, siger han til Fox News.

Konservative lobby-grupper er dog ikke begejstrede for lovforslaget og arbejder hårdt for at få det taget af bordet. Det er i strid med den amerikanske grundlov, da lovforslaget forhindrer ytringsfrihed, krænker privatlivets fred og blander sig i en teologisk diskussion, lyder argumentet fra organisationen Pacific Justice Institute.

- Så længe lovforslaget truer med at hænge patienter ud og give terapeuter, psykologer og psykiatere mundkurv på, vil vi kæmpe imod det. Vi kan ikke tillade, at delstaten dikterer, hvilke syn på seksualitet der er acceptable og uacceptable, siger advokat Matt McReynolds fra den konservative gruppe.

Hvis lovforslaget som ventet bliver vedtaget i delstatsparlamentet, skal det godkendes af guvernør Jerry Brown. Ifølge Fox News har den demokratiske guvernør ikke kommenteret, hvorvidt han har tænkt sig at underskrive loven eller ej.