Cirka 3/4 af HT's 1000 busser stod stille fra morgenstunden, og først på formiddagen forlød det, at chaufførerne gik hjem, efterhånden som de faglige møder var færdige.

I Vestsjællands Trafikselskab kørte busserne kun på 13 af cirka 250 busruter, og i Nordjylland og Storstrøms amter lå bustrafikken stort set også stille fra mandag morgen.

Chaufførerne på bybusserne i Aalborg besluttede at genoptage arbejdet fra kl. 11.

Også nogle steder i Hovedstadsområdet begyndte busserne at køre mandag middag.

TF-formanden Reiner Burgwald kender vreden hos chaufførerne.

"Vi oplever en yderligere proletarisering af jobbet som HT-chauffør i København.

I min verden er det her dråben, der i den grad får bægeret til at plaske over," siger Reiner Burgwald.

Utilfredsheden skyldes den nye overenskomst for HT-chaufførerne, der betyder markant forringede arbejdsvilkår. Blandt andet bliver chaufførernes opsigelsevarsel nedsat fra seks eller tre måneder til bare fire uger.

Derudover er der dårligere løn under sygdom og barsel, ligesom pausereglerne administreres markant anderledes.

I HT afventer man situationen. Hele weekenden har rygterne svirret i de københavnske busser om en helvedesmandag med trafikkaos.

Men HT håber, at chaufførerne vil nøjes med at vise deres utilfredshed, når de skal stemme om overenskomstresultatet.

"Vi må formode de følger spillets regler," siger informationsmedarbejder John Sørensen, HT.