Hvis en skoleelev ikke kan sidde stille, nytter det ikke noget at bortvise ham eller give en eftersidning.
Det mener pædagogernes fagforening, BUPL, efter professor i pædagogik ved Aarhus Universitet Niels Egelund i Politiken argumenterer for, at hårdere sanktioner kan være med til at skabe mere ro i skolen.
»Den form for straf har aldrig virket i sig selv. Der er mere brug for at se på, om man kan tilrettelægge undervisningen på en anden måde, og her kunne man bruge pædagogerne, der allerede i folkeskolereformen er tiltænkt en større rolle,« siger Henning Pedersen, der er formand for BUPL, og fortsætter:
»Et bedre samarbejde mellem lærere og pædagoger kunne være med til at motivere også de elever, der har svært ved at sidde stille. Det tror jeg mere på frem for straf. Det er der ingen, der nogensinde er blevet klogere af«.
BUPL-formanden pointerer, at pædagogerne er gode til at spotte, hvilke elever der har brug for særlig støtte, og at pædagogernes alternative læringsmetoder – kombineret med lærernes faglighed – kan være med til at motivere de urolige elever.
»Pædagogerne kan være med til at pege på en anden tilrettelæggelse af undervisningen. Det kan være inddragelse af digitale medier, naturen eller praktisk musiske ting,« siger Henning Pedersen.
Den tilgang skal ifølge BUPL krydres med kærlig, men fast hånd fra pædagoger og lærere, hvis der skal blive mere ro.
»Der er brug for, at de voksne omkring børnene, altså pædagogerne og lærerne, er tydelige i deres beskeder til børnene, men det skal ske på en måde, så man også motiverer børnene. Det har de mere ud af i længden,« siger Henning Pedersen.
Landsorganisationen Skole og Forældre mener heller ikke, at hårdere sanktioner vil gavne noget.