Bulgariens ambassadør i Danmark, Valentin Poriazov, sætter spørgsmålstegn ved forslaget fra VKO om at lade danske skattekroner gå til fængsler i EU-lande i Østeuropa.

I dagens Berlingske argumenterer DFs retsordfører, Peter Skaarup, for, at der kan hentes store besparelser ved at opbygge fængselskapaciteten i f.eks. Bulgarien eller Rumænien. Pointen er, at statsborgere fra de østeuropæiske lande skal afsone deres straf i hjemlandet frem for i danske fængsler.

Antallet af østeuropæiske statsborgere i danske fængsler er steget fra 104 i 2005 til 244 i 2010, viser tal fra Kriminalforsorgen.

Men, påpeger Bulgariens ambassadør, kun seks bulgarske statsborgere er i øjeblikket tilbageholdt af de danske myndigheder, fire varetægtsfængslet, to idømt fængselsstraffe.

- Hvor mange penge behøver man til at bygge en fængselscelle til to personer? Forventer man, at vi ikke selv har penge til at bygge en celle til to personer? Og er det hensigtsmæssigt at have en sådan diskussion mellem regeringer? spørger Valentin Poriazov uden at gå dybere ind i diskussionen:

- Hvis den danske regering støtter forslaget om at bidrage til fængsler, diskuterer jeg det gerne, men jeg vil ikke blande mig i oppositionens ideer. Det ville være indblanding i den politiske proces i Danmark.

Socialdemokraterne og SF har mandag afvist forslaget.

Desuden bemærker Bulgariens ambassadør, at EU-regler, der trådte i kraft i december, netop forpligter EU-lande til at tage imod deres borgere, hvis de er dømt i straffesager i et andet EU-land.

- Min personlige holdning er, at man ikke skal behandle det på bilateral basis. Det er et meget kompliceret emne og bør behandles på EU-niveau, siger ambassadør Poriazov.

De nye EU-regler forpligter i udgangspunktet alle EU-lande til at tage imod deres dømte statsborgere. Men en række EU-lande har ikke implementeret reglerne endnu. Og i lyset af de lange udsigter vil det ifølge Peter Skaarup være en fordel, hvis især de østeuropæiske lande indgår frivillige aftaler.