Få seneste nyt om lørdagens spillerhandler og rygter fra både ind- og udland i BTs transfercenter.

22.43: Chelsea vil købe Paul Pogba

Chelsea er efter sigende villige til at betale ikke mindre end 69 millioner pund (710 millioner kr.) for Serie As nok største navn, franskmanden Paul Pogba fra Juventus' regerende mestre. (Kilde: The Sun)

21.20: Chelsea køber ung brasilianer

Chelsea har ikke ligefrem fået den bedste start på titelforsvaret i Premier League, men måske er der bedre tider på vej. I hvert fald har klubben købt angriberen Kenedy fra Fluminense. »Det er spændende for mig at komme til de engelske mestre, og jeg håber, jeg kan blive en vigtig spiller for klubben,« siger den 19-årige brasilianer. Kenedy har allerede været i klubben i et stykke tid, og han spillede med i sommerens træningskamp mod FC Barcelona, som Chelsea vandt 6-4 efter straffesparkskonkurrence. (Kilde: Sky Sports)

19:23 Sevilla vil måske leje Carroll

Michael Krohn-Dehlis klub, FC Sevilla, skal have forespurgt hos West Ham om muligheden for at leje angriberen Andy Carroll for resten af sæsonen, selvom han for tiden er skadet (Kilde: The Times)

18:57: West Bromwich har kig på Manchester United-spiller

West Bromwich Albion har efter signede kig på Jonny Evans, forsvarsspiller i Manchester United, efter at det kiksede med Tottenhams Federico Fazio (Kilde: The Sun)

14:52: Skal Neymar til Manchester United?
Den britiske avis The Sun har rapporteret, at Manchester United har holdt hemmelige samtaler med den skadede brasilianer om et skifte væk fra Barcelona. Men den sag har ifølge Neymars agent ikke noget på sig.

»De britiske aviser spekulerer rigtig meget. Barcelona har aldrig tænkt på at sælge Neymar, og han er meget glad for at være der,« siger Wagner Ribeiro til GloboEsporte.

13:08: Real Madrid tæt på Betis-talent - hvad med Benzema?
Karim Benzema har gennem sommeren været rygtet til Arsenal - i hvert fald væk fra Real Madrid. Men skal man tro cheftræneren Rafael Benitez, så er han ikke på udkig efter en ny 9'er, og det kunne indikere, at der ikke er planer om at sælge Benzema.

Ifølge Cadena Cope er Real Madrid derimod tæt på at forstærke sig med det 19-årige Real Betis-talent Dani Ceballos, der spiller på midtbanen.

10:49: Bayern München melder sig ind i kampen om de Bruyne
Ifølge det belgiske medie Het Laatste Nieuws melder Bayern München sig nu ind i kampen om Nicklas Bendtners eftertragtede holdkammerat, Kevin de Bruyne, som Manchester City ellers har budt på. Belgierne spekulerer i, at Bayern sender 50 millioner euro plus forsvarsspilleren Dante til Wolfsburg.

10:16: Pogba er ikke til salg
Sky Sports skriver nu, at Juventus ikke vil sælge den stærke midtbanespiller Paul Pogba. Det strider imod det, som The Sun tidligere har rapporteret, nemlig at Chelsea og Juventus allerede var enige om en overgangssum for franskmanden. Det sidste ord er næppe skrevet eller sagt i denne føljeton.

9:08: Van Gaal vil ikke sælge de Gea
Louis van Gaal vil ikke sælge David de Gea, som længe har været rygtet til Real Madrid. Over for Sky Sports siger Louis van Gaal, at intet har ændret sig om målmandens situation, og at Manchester United ikke vil sælge ham. De Gea ventes at starte ude - igen - når Manchester United møder Newcastle lørdag eftermiddag.

23:31 (Fredag aften): Henter Chelsea Pogba i mega-bytterhandel?

I løbet af fredagen fastslog Sky Italia, at Juventus holder fast på Paul Pogba. Men ifølge The Sun er det ikke tilfældet. Nu skal den tidligere Manchester United-spiller være på vej tilbage til Premier League. The Sun mener at vide, at Chelsea indgår en handel til en værdi af 69 mio. pund (715 mio. kr.) med Torino-klubben. Der er dog ikke udelukkende tale om penge. Således skal både Juan Cuadrado, Willian og Oscar være på vej til Italien mod, at Pogba sendes den modsatte vej til London.