KOMMENTAR

Vi kender ikke rigtigt Superligaen mere, gør vi vel? Jeg har følelsen af, at min kone er kommet hjem fra en 'extreme makeover' og har fået nyt hår og tøj og kontaktlinser, og at jeg nu er kommet i tvivl, om hun stadig er den, jeg kender.

Jeg tror ikke, jeg længere ved, i hvilken side af sengen hun vil lægge sig, eller hvad hun vil sige, når jeg har ladet strygebrættet stå fremme med strygejernet balancerende oven på.

Det ydre har gjort noget ved det indre, og måske var begge dele tiltrængt, tænker jeg. Jeg taler nu igen om Superligaen, bør jeg understrege, og om den nye struktur, som vi siden i fredags, da anden fase gik i gang, har set udspille sig.

Tre halv-eller helkedelige 0-0-kampe i (nedryknings-) gruppespillet præget af tilfredshed med det ene point og frygten for ikke at få nogen overhovedet - med Viborg-AGF som den superunderholdende modsætning i en kamp med to hold, der gav den fuld gas.

Og så to sprudlende kampe i (mesterskabs-) slutspillet, hvor de involverede spillede både frit og næsten grænseløst jagtede sejren.

Forklaringen virker lige til: De seks øverste kan ikke rykke ned og kan uden risiko forfølge medaljerne, mens de otte nederste risikerer alt, hvis ikke de passer på. Så det gør de.

Og Viborg-AGF? Der vil altid være anormaliteter, og denne begyndte ikke bare mere livligt end de andre tre højrisikokampe, men eksploderede først og fremmest, fordi et trykket AGF-hold med en scoring før pausen og lidt held i dommerkendelserne forløste en energi og et mod, det har manglet i månedsvis.

AGF blev rundens helt store vinder efter i 44 minutter at have lignet rundens største taber. I dele af 1. halvleg decideret nedspillet i Viborg, indtil store Mustapha Bundu lækkert lagde bolden i mål og meldte sig selv og AGF ind i Superligaen. Jubelscenerne efter kampen bevidnede det pres, hele AGF-ledelsen med bestyrelsesformanden, direktøren og sportschefen på tilskuerpladserne, Glen Riddersholm på trænerbænken og spillerne på banen har følt i ugevis. De lignede et mesterhold.

Da de jublede. Ikke da de spillede.

Men de så i 45 minutter bedre ud end på noget tidspunkt i Glen Riddersholms tid i Aarhus.

Vi så flot, hurtigt og direkte spil langs jorden, gennemskærende afleveringer, tempo og pres. Vi så også elendigt forsvarsspil, men offensivt så vi det bedste, AGF har leveret i snart to år. Det bedste havde naturligvis været at vise det så tidligt, at nedrykning ikke blev et tema. Det næstbedste er at vise det, nu da nedrykning er blevet realistisk.

Superligaen er ikke længere en lang turnering, hvor kampene flyder lidt sammen, og den ene runde tager den anden, uden vi helt kan skelne dem fra hinanden.

Superligaen er lige nu delt i to halvdele med vidt forskellige psykologier og deraf vidt forskellige udtryk.

Bedømt på de første seks kampe ser det ud, som om det mesterskabsslutspil, der i år kun lader til at indeholde spænding om bronzemedaljerne, bliver det mindst spændende, men mest underholdende, og at nedrykningsslutspillet bliver det mest spændende, men det mindst underholdende.

Så er det et spørgsmål om smag og behag, hvad man bedst kan lide. Eller et spørgsmål om tid, før billedet har ændret sig? Nej, jeg tror, vi har set et billede, der holder ved: En top, der holdes i live af manglende taktiske bindinger, og en bund, der holdes i live af spændingen.

Men jeg er ikke sikker. Alt er forandret, og jeg kender ikke længere min Superliga.