Endelig går det løs. Godt en måneds træningslejr og tilløb er overstået, og nu skal vi se, hvad de danske håndboldherrer kan, når de i dag tager hul på OL.

Jeg glæder mig personligt til at få svar omkring det danske niveau. For jeg er faktisk en smule i tvivl om, hvad vi egentlig kan forvente af os i denne turnering fra Gudmundur Gudmundssons tropper.

Og jeg kan konstatere, at jeg langtfra er den eneste, der sidder med en sløret krystalkugle, når det gælder det danske OL-aftryk. Jeg har talt med en lang række kilder; herrespillere, damespillere, herretrænere, dametrænere, klubdirektører, eksperter – og hvad vi nu ellers har i Håndbolddanmark. Størstedelen er på omgangshøjde med mig, når det gælder usikkerheden, og det er værd at hæfte sig ved, for det er ikke normalt, når det gælder herrelandsholdet. Det har i de sidste mange år været forbundet med en ukuelig optimisme, en medaljeforventning og et håb om guld.

Men troen vakler altså en lille smule mere op til dette OL, hvor forhåbningerne som altid knytter sig i særlig grad til Niklas Landin og Mikkel Hansen – mens der vil blive holdt skarpt øje med, hvad Gudmundsson foretager sig på trænerbænken.

Jeg skrev en kommentar op til OL-kval’en i april med overskriften: ’Kan du mærke presset, Gudmundsson?’. Det pres er der ikke sådan for alvor rokket ved før OL. For landstræneren mangler stadig at levere et resultat, der matcher forventningerne. Men nu er der ikke råd til flere fejl. Den islandske håndboldprofessor skal – altså SKAL – vise i Rio, at han har rykket danskerne i den rigtige retning.

Vi er nødt til at se udvikling, stabilitet og spillere, der indfrir deres potentiale, hvis vi skal tro på, at projektet med Gudmundur Gudmundsson som landstræner er langtidsholdbart. Og at det ikke bare er et spørgsmål om at vente, til hans kontrakt udløber næste sommer. En kontrakt, som landstræneren og DHF i øvrigt sætter sig ned for at diskutere, når OL er afsluttet.

Derfor skal Gudmundsson levere et godt resultat i Rio, hvis han gerne vil optimere sine chancer for at fortsætte i jobbet. Kikser Danmark for tredje gang i træk medaljekampene, skal der et mere end almindeligt godt spin om ’proces’ til for at overbevise folk om, at der er gode fremtidsperspektiver i det dansk-islandske ægteskab.

Dette er på ingen måde skrevet for at slibe kniven på forhånd. For hvis Danmark rammer topniveauet, er kvaliteten rigelig til at vinde medaljer. Sådan har det bare også været før de to seneste slutrunder, men det er som bekendt kikset både til VM i 2015 og ved EM tidligere i år. Derfor er OL en ekstremt vigtig eksamen for Gudmundsson.

Jeg kunne fristes til at sige, at den er altafgørende for, om DHF siger ’bestået’ eller ’ikke bestået’, når håndboldforbundet skal vurdere en eventuel kontraktforlængelse efter OL, men det ved naturligvis kun sportschef Ulrik Wilbek.

Kigger vi på den modstand, der venter Danmark og Gudmundsson til OL, vil landstræneren helt sikkert sige, at det bliver ’en meget, meget svær modstander’ før samtlige fem kampe. Og så vender vi lige kortvarigt tilbage til føromtalte Ulrik Wilbek. For jeg savner nogle gange den mere selvsikre retorik, der var under netop Wilbek.

Der var det mere noget med, at ’Tunesien er altså ikke så dårlige, som folk går og tror, men ja, det er selvfølgelig en kamp, vi skal vinde uden at komme i problemer’.

Den selvsikkerhed smittede af på spillerne. Man kan stille spørgsmålstegn ved, om den også gav bagslag et par gange – med OL-kvartfinalen mod Sverige i 2012 og VM-finalen mod Spanien i 2013 som lavpunkterne – men jeg er overbevist om, at den i det store hele gjorde spillerne godt.

Jeg er knap så overbevist om, at Gudmundssons evindelige, nærmest overdrevne respekt for modstanderne giver spillerne et løft. Tværtimod kan jeg godt have en mistanke om, at det skaber usikkerhed. For hvis nu træneren er så bekymret for, om modstanderen kan besejres, hvorfor skulle spillerne så selv hvile i, at deres niveau er godt nok – en sådan tankegang ville være ret logisk, synes jeg.

Nå, det var en tur ned ad en anden sti. Tilbage til forudsætningerne i Rio.

I forhold til det spillemæssige kommer vi ikke udenom, at der er nogle spørgsmål.

Hvad betyder det for landsholdet, at de må undvære Kasper Søndergaard fra starten af turneringen – og bliver højrebacken overhovedet fit nok til at kunne gøre en forskel senere i forløbet?

Er René Toft Hansen, der på mirakuløs vis blev sin alvorlige knæskade kvit inden OL, allerede nu kommet i en forfatning, hvor han kan dirigere det danske forsvar på et tilstrækkeligt højt niveau?

Bliver fraværet af Anders Eggert på venstre fløj problematisk, eller er Casper U. Mortensen moden nok til at klare den opgave alene? Og vil andre spillere end Mikkel Hansen kunne byde ind med offensiv pondus, så det danske angrebsspil ikke bliver for forudsigeligt?

Jeg ser frem til at få en række svar i løbet af det indledende gruppespil, men uanset hvordan vi vender og drejer tingene, må Argentina, der er dagens modstander, ikke smide Copacabana-sand i den danske maskine. Det kommer de da heller ikke til. Sydamerikanerne er ikke dygtige nok, og efter det pinlige danske pointtab mod netop Argentina ved VM for halvandet år siden, kan spillerne ikke én gang til undervurdere nationen, som har gruppens dårligste mandskab. Derfor skal Danmark give sig selv en god og overbevisende OL-start.

Og så bliver vi ellers gradvist klogere, som modstandernes kvalitet stiger i de kommende kampe for at kulminere i det, der kan blive en gruppefinale mod guldfavoritterne Frankrig.

Men vi kan på ingen måde tage for givet, at det nu også reelt ender med en dyst om førstepladsen mod Nikola Karabatic & co.

Dertil er der lige nu for stor usikkerhed om Danmarks niveau.