KOMMENTAR

Danmark har fået noget, der minder om en drømmestart ved OL. To kampe og to sejre og maksimal olympisk pointhøst. Så langt, så godt. Men nu er det lidt bløde tilløb slut, og vi må regne med, at der torsdag venter en modstander af en helt anden og mere alvorlig kaliber, når Kroatien er klar til kamp i Future Arena.

Og det er stadig et åbent spørgsmål, hvordan Danmark håndterer sådan en størrelse. For virkeligheden er, at kampene mod Argentina og Tunesien ikke har gjort os specielt meget klogere på landsholdets styrke. En dårlig første halvleg mod Argentina fik mig til at hæve et halvt øjenbryn, men anden halvleg i samme kamp var anderledes fornuftig.

Opgøret mod Tunesien blev afgjort på en fremragende dansk indsats i første halvleg, hvor der var noget af den ild i øjnene på spillerne, som mange har savnet. En lidt ligegyldig anden halvleg mod afrikanerne var en naturlig konsekvens af, at kampen reelt var afgjort, og den er svær at bruge til noget i det store billede.

Altså er det stadig sådan lidt la-la, hvad vi har set indtil videre - men landsholdet har til fulde gjort sit job med fire point. Lad der ikke være nogen tvivl om det. Det ændrer bare ikke på, at vi ikke ved, hvor varmt det danske medaljekandidatur er. Vi ved til gengæld, at vi mod Kroatien skal tillade os at forvente noget helt andet fra Mikkel Hansen, end det vi så mod Tunesien.

Det var uinspirerende, lidt ugideligt og Danmarks stjerne virkede ganske enkelt ikke rigtig motiveret. Heldigvis viste han prøver på sit høje niveau mod Argentina, så jeg er egentlig ikke bekymret for, om Mikkel Hansen er dér (som man siger i håndboldens verden). Store spillere vil spille store kampe, og ofte skal det kræve andet end cruise control for at hidse dem op - det har vi også set med Mikkel Hansen nogle gange i de seneste år.

Derfor forventer jeg egentlig også, at vi vil se ham komme blæsende ud af starthullerne mod Kroatien. Og jeg forventer også, at Mads’erne, Christiansen og Mensah Larsen, lægger på deres offensive niveau i forhold til de to første kampe, så hele bagkædens farlighed ikke alene skal afhænge af Mikkel Hansen-tryllerier.

Det er en nødvendighed, for som tidligere skrevet er det et mandskab fra en meget højere hylde, der venter i skikkelse af Balkans skarpeste håndboldnation. Det tillader jeg mig stadig at postulere, selvom kroaterne er kommet skidt fra land ved dette OL. De åbnede med et ydmygende nederlag på 23-30 til Qatar, hvorefter de i anden runde hev en smal sejr på 27-26 hjem over Argentina.

Der er i håndboldkredse konsensus om, at argentinerne er det klart dårligste hold, der har fået billet til Rio, og derfor er det naturligvis ikke synderligt imponerende, at Kroatien havde så stort besvær med at vinde kampen. Derfor er spørgsmålstegnene omkring Kroatien også klart større og mere alarmerende – set med kroatiske briller – end de er det for Danmarks landshold.

Det ændrer dog ikke på, at Kroatien på forhånd blev regnet som nummer tre i favoritfeltet efter suveræne Frankrig og lige i kølvandet på Danmark, og sådan skulle det da også være, efter kroaterne på mange måder var som genfødte under EM-slutrunden i januar, hvor de spillede flot håndbold og fortjent hev et sæt bronzemedaljer med hjem. Det niveau er selvfølgelig ikke bare forsvundet på et halvt år, men lige nu kæmper de altså lidt med at finde rytmen.

Danmark mødte senest Kroatien i forbindelse med OL-kvalifikationen i april, og her blev det foran hjemmepublikummet i Boxen til en dansk sejr på 28-24 efter en af de allerbedste kampe, jeg har set landsholdet spille under Gudmundur Gudmundsson.

Denne gang skal Danmark klare sig uden hjælp fra 24.000 klappepølser, men vurderet ud fra de første kampe i Rio, er danskerne favoritter. Det kan de ikke komme udenom efter de første kampe i den olympiske turnering, selvom landstræner Gudmundsson i vanlig stil formentligt vil forsøge at undvige netop det prædikat.