Heller ikke Renaults anden option på Kevin Magnussen blev indløst. Den 14-dages forlængelse Magnussen gav Renault ’for at vise min loyalitet,’ som han sagde, udnyttede teamet til at hyre tyske Nico Hülkenberg. Men der er jo heller ingen, der har lovet, at loyalitet skal fungere begge veje …

Som afsløret i BT mandag arbejder Renault nu på at købe Valtteri Bottas fri fra Williams-teamet, og hvis handlen går i orden, vil Kevin Magnussen definitivt være historie hos det franske team. Williams er ikke meget for at slippe finnen, for med rookien Lance Stroll linet op til den anden bil er det vigtigt at have en erfaren førstekører. Lige nu vurderer jeg Renaults chancer for at få fat i Bottas til at være 50/50, og hvis det ikke lykkes, er Magnussen stadig i spil som Renault-kører. Spillet om Bottas kan tage uger eller ligefrem måneder, og selvom finnen skulle blive hos Williams, er der andre seriøse bejlere til Renault-sædet ved siden af Hülkenberg.

Jolyon Palmer har med et par stærke præstationer kørt sig ind i kampen, og der snakkes om, at han kan bakke sin kandidatur op med cirka 100 mio. kr. Det er omtrent dobbelt så meget, som danske Jack & Jones i år har brugt på Renault, og med løntunge Hülkenberg på plads (tyske medier antyder en hyre på 120 mio. kr. for tre år) kan økonomien blive afgørende. Medmindre Jack & Jones går et gear op, vil Palmer derfor stå stærkt. De to Renault-køreres præstationer i sidste weekends grandprix i Japan vil også pege i retning af Palmer som det oplagte valg, men F1-folk har, som Magnussen ofte påpeger, en kort hukommelse. Derfor kan danskeren bryde effektivt tilbage i de kommende to weekender i løbene i Austin og Mexico City.

Unge Esteban Ocon er også stadig en mulighed, så det vil i alle tilfælde være uklogt af Magnussen at vente for længe på Renault. Selvom Bottas skulle blive hos Williams, er der absolut ingen garanti for, at Magnussen kan fortsætte hos det franske team. Og den måde, Renault-ledelsen har behandlet ham på de seneste uger, kunne tyde på, at man allerede HAR afskrevet danskeren. Kun fordi Sergio Pérez og Carlos Sainz Jr. har takket nej til Renault, og Bottas måske gør det, er Kevin Magnussen stadig i spil hos Renault.

Med Hülkenbergs Renault-aftale opstår der et ledigt sæde hos Force India. Magnussen og co har allerede været i kontakt med det indisk-ejede team, men det samme har Palmer med sine 100 mio. kr., Ocon og Pascal Wehrlein, der som Mercedes junior-kørere kan tilbyde en form for rabat på teamets motorer. Force India har længe haft økonomiske problemer og er i princippet til salg, så jeg er bange for, at økonomiske hensyn kan udbremse Magnussen i kampen om det ledige sæde.

Hvis Renault skulle få held til at hyre Bottas, er Magnussen til gengæld det oplagte valg for Williams. Han er den mest erfarne af de kørere, der stadig er ledige, og med unge Stoll som andenkører kan hans to F1-sæsoner for McLaren og Renault blive Kevin Magnussens trumfkort. Teamcheferne Frank og Claire Williams var ikke i Japan i weekenden, men jeg ved, at der blev optaget kontakt til andre ledende Williams-folk.

Det amerikanske Haas-team er også en mulighed, men det forudsætter, at man vælger at skille sig af med Esteban Gutiérrez, der både har stærke sponsorer og gode forbindelser til teamets motorpartner, Ferrari.

Endelig er der det lille Manor-team, hvor der vil opstå en plads, hvis Ocon eller Wehrlein bliver forfremmet til Force India. Det er et indviklet puslespil, hvor der nu også er dukket en helt ny brik op, der egentlig hører hjemme i et helt andet spil. Mark Webber, der efter en flot Formel 1-karriere i 2014 skiftede til Porsches Le Mans-team, meddelte torsdag, at han stopper som aktiv efter denne sæson. Kevin Magnussen imponerede Porsche, da han for et år siden testede teamets Le Mans-racer, og han vil utvivlsomt stå på tyskernes liste over potentielle afløsere for Webber.

Det kunne måske være fristende at droppe et mellemgodt F1-team for et decideret tophold i sportsvogns-racing. Men det vil være et helt forkert karrierevalg, for Kevin Magnussen har stadig mange gode Formel 1-år i sig.

Renault-eventyret er måske slut – men der er stadig en række andre muligheder i motorsportens kongeklasse, og planerne B, C og D er heldigvis allerede på banen. Le Mans og sportsvogne skal Magnussen først overveje om 10 år. Det er for kørere, der har opgivet Formel 1 – eller er blevet opgivet af Formel 1. Og dér er Kevin Magnussen så langtfra.

Han skal i disse frustrerende dage bare huske sit motto:

’Opgiv aldrig en drøm’.