KOMMENTAR: Selv om resultaterne været svingende, har Kevin Magnussen alligevel udviklet sig enormt i de seneste måneder.

Ude på banen har han været hæmmet af den nedslidte Renault R. S. 16, men i paddocken er han trådt i karakter som en moden, etableret Formel 1-kører.

Han har hele efteråret ikke lagt skjul på, at han helst ville fortsætte hos Renault. Da det franske team så begyndte tilbyde hans plads til omtrent halvdelen af feltet, bed han ydmygelsen i sig, gav dem en forlænget option og afventede situationen - samtidig med at han sammen med baglandet fik en effektiv Plan B med Haas på banen (mens en Plan C med Sauber også var i støbeskeen).

I sidste uge kom Renault så endelig med et konkret forslag til et fortsat samarbejde, men Magnussen afslog den etårige aftale.

I mine øjne en helt rigtig beslutning, for det er tydeligt, at Renault har andre planer for 2018. Udsigten til allerede om seks måneder igen at skulle at se sig om efter en ny arbejdsgiver var forståeligt nok ikke tillokkende for K-Mag.

Kevin Magnussen skrev i stedet under på en aftale med Haas, der i første omgang gælder for 2017-og 18-sæsonerne. Dermed kommer der for første gang en smule ro over Kevin Magnussens Formel 1-karriere. Som han selv siger: ' Som F1-kører er man oppe til eksamen i hver eneste løb'.

Men nu skal han i det mindste ikke køre for sin karriere, hver eneste gang de røde lamper slukker.

Men det var ikke kun længden på kontrakten, og det han kalder ' manglende commitment' fra Renault, der førte Magnussen til Haas. Det handler også om penge.

Ikke at Magnussen prioriterer penge højere end sportslige resultater - langt fra. Han elsker Formel 1 så højt, at han ville køre gratis.

Men penge spiller alligevel en afgørende rolle i verdens dyreste sport.

Magnussen fik en god hyre hos Renault, men i løbet af sommeren frygtede han med rette, at blive stemplet som ' betalingskører', og Renault lagde ikke skjul på, at man forventede Jack&Jones i givet fald fortsatte sammen med Magnussen.

Jack&Jones var ikke afgørende for, at Magnussen fik det ledige Renault-sæde i år. Han var det oplagte valg, men fra mange sider er Jack&Jones' sponsorat af Renault blevet opfattet som en forudsætning for Magnussens kontrakt.

Misforståelsen er vokset i løbet af sæsonen - i en sådan grad, at jeg ved, at et par team var interesserede i danskeren til 2017. Men de var endnu mere interesserede i den check, de troede, automatisk ville følge med fra Jack&Jones.

Som Tom Kristensen sagde for mange år siden: »Hvis man først bliver stemplet som ' betalingskører', skal man betale til evig tid.«

Den rolle ville Magnussen forståeligt nok ikke have, og derfor var det vigtigt at finde et team, der ville betale ham løn, og ikke fokuserede på hans Jack&Jones-forbindelser.

Det har han fundet med Haas, der samtidig viste kontant ' commitment': Amerikanerne takkede nej til Felipe Nasr og omkring 100 millioner kroner fra brasilianske sponsorer (og omtrent det samme fra Esteban Gutierrez) for i stedet at sikre sig Magnussen som teamkammerat til Romain Grosjean.

Der er stadig gode muligheder for, at Jack&Jones kommer til at samarbejde med Haas - men det er der ifølge Magnussen endnu ikke taget stilling til.

Haas-kontrakten er udtryk for et effektivt arbejde af Magnussen selv og hans bagland. Den er udtryk for en professionalisme, der ligger milevidt fra det, der blev leveret af hans tidligere management i både 2014 og 15.

Haas-kontrakten er blevet kaldt ' det modige valg'. Det er, synes jeg, ikke rigtigt. Haas er det velovervejede valg. Det langsigtede valg. Det rigtige valg.

Det modige valg - grænsende til det dumdristige - havde været den etårige Renaultaftale. Her havde han skullet kæmpe for sin Formel 1-fremtid fra Dag 1, og han havde risikeret, at ' betalingskører'-misforståelsen havde fundet yderligere rod i paddocken.

Haas er sportsligt set et skridt baglæns i forhold til Renault. Men fordi der er tale om en flerårig kontrakt, og fordi Kevin Magnussen er modnet igennem hele det rodede forløb og nu er trådt i karakter som en F1-kører, der skal have løn, er der tale om at tage et skridt tilbage for at tage to skridt frem.