KOMMENTAR

BT er taget en tur til de franske alper. Ikke for at klatre eller cykle. Nej, vi er flyttet til byen Annecy for at være helt tæt på det islandske landshold og den uvirkelige historie, der udspiller sig omkring de blåklædte vikinger netop nu.

De kommende dage kravler vi ind under huden og klæber os fast på de islændinge, der tog fusen på hele Europa, da de mandag aften – fuldt fortjent – sparkede England hjem gennem Eurotunnelen.

De islændinge, der med deres udstråling, miniputbaggrund og uvirkelige resultater, har revet så mange med hjemme i stuerne og foran storskærmene. Ikke mindst i Danmark.

Jeg har gennem de seneste tre uger været så heldig at spendere en del tid omkring holdet og spillerne, og det har hver eneste gang været en både behagelig og givende oplevelse. Systemet og nidkærheden omkring de nye kæledægger er lige så lille, som rummeligheden og tilgængeligheden er stor.

Det er til at mærke, at der arbejder færre mennesker i det islandske fodboldforbund, end der går i en mellemstor dansk folkeskoleklasse. Og det er positivt ment.

Ovenpå nederlaget til netop Island debatteres det netop nu i England, om de engelske landsholdsspillere er ramt af en ’engelsk syge’. De engelske mangemillionærer anklages for at være for utilnærmelige, for egoistiske, for ligegyldige i deres udtalelser og for optagede af deres egen berømthed. De tager kort sagt for meget og giver for lidt.

Jeg har ikke været tæt nok på det engelske landshold til at vurdere, om debatten er skudt over mål. Men diskussionen er hverken ny eller fremmed. Vi har tidligere – i mindre grad – set den udfolde sig omkring det danske landshold.

Det er nemt at idyllisere det islandske landshold, der lige nu rider på en bølge af medgang og sympati. Men sandheden er, at de islandske spillere ligner modsvaret på alt dette. Spillerne er åbne, imødekommende og befriende simple. Når man taler med dem, kigger de dig i øjnene, de leverer ikke overfladiske svar, og de bliver hængende indtil alle har fået svar på deres spørgsmål. Den slags er selvfølgelig lettere, når det går godt, men det er ikke desto mindre ånden, der gennemsyrer det islandske landshold.

Ånden optræder ikke bare i mixed zone efter kampene, eller i den islandske lejr. Den kommer med på banen. Og det tror jeg er en af hovedårsagerne til, at islændingene er kommet så langt. Ingen af spillerne er i Frankrig for egen vindings skyld, og ingen af dem tager noget for givet. Tværtimod står de sammen som en lufttæt enhed, mens de giver til deres omgivelser og især til de mange tusinde islandske fans, som de står last og brast med.

Det islandske landsholds åbenhed, simpelthed og fællesskab går imod en trend i international fodbold. En trend, hvor kampene bliver mere og mere tilgængelige og tilnærmelige, mens de spillere, der spiller dem, bliver det modsatte. Her er islændingene en tilbagevenden til en svunden tid, nøjagtig som de er det i den kampånd og vilje, de viser på banen.

Mange af os elsker, når David slår Goliat og en miniput overrasker os alle. Den islandske ’David’ spiller ganske vist ikke fortryllende fodbold, men der så mange andre sympatiske elementer på og omkring holdet.

Dét faktum - og et lille link til Danmark - gør islændingene så nemme at holde af. Det er måske det danske landshold, som løber rundt med sloganet ’en del af noget større’ på brystet, men det er det islandske landshold, der viser, hvad det betyder.