Klumme af BTs fodboldekspert Peter Sørensen

Stort set alt er afgjort i Superligaen inden den sidste runde, hvor FC Midtjylland fortjent får overrakt mesterskabspokalen på hjemmebane i Herning.

At mesterskabet ender i det midtjyske er ikke sæsonens største overraskelse. Den skal findes i Hobro. Det er uhyre imponerende, hvad man har fået ud af så begrænsede ressourcer i den klub, og det må man bare anerkende.

Men jeg tror ikke, det kommer til at gå lige så let næste år, selvom meget afhænger af, hvordan den kommende ligastruktur ser ud. Udvider man til 14 hold, vil det fjerne størstedelen af presset, men hvis man fortsætter med 12 hold, ser det straks vanskeligere ud med tanke på, at AGF og Viborg, de to oprykkere, har rammerne til Superligaen og har trupper med stor erfaring.

Ser vi på toppen af tabellen, er det helt som ventet, at FC Midtjylland, FC København og Brøndby er placeret her.

Selvfølgelig er det en smule uventet, at det lige er FCM, der står stærkest, men omvendt har man i flere sæsoner vist, at man tilhører toppen. Kombinerer man det med, at klubben nu har de økonomiske muskler til at betale konkurrencedygtige lønninger, så giver det mening, at FCM er mesterholdet.

I FCK led man hele sæsonen under den dårlige start, hvor man efter syv runder var 10 point efter FCM, og det forspring formåede man aldrig at hente. Den dårlige start var i høj grad forårsaget af Ståle Solbakkens ønske om at skifte radikalt ud i truppen, så selv om der blev hentet store og etablerede navne, fandt man først melodien længere inde i sæsonen. Men med tanke på, hvor decimeret – og dermed ungt – et hold, der i foråret leverede resultater på baggrund af en solid defensiv, må man have positive fornemmelser i FCK.

Brøndby er også en naturlig del af toppen, men de er også placeret på rette hylde som det tredjebedste hold, som præcis er nok til at indfri målsætningerne.

I bunden ville det have været en sensation, hvis Silkeborg havde været i stand til at overleve uden at forstærke sig. Det viste sig også hurtigt, at det var en umulig opgave.

At FC Vestsjælland ender med at rykke ud, er på papiret heller ikke en overraskelse. Truppen i sig selv indeholder en del kvalitet, men i mine øjne skulle man have videreudviklet på de dyder, der holdt holdet oppe i sidste sæson og ikke gået i gang med en voldsom transformation, der først sent i sæsonen viste sit værd.

Ser man på tabellen nu, vidner det jo ikke om den store spænding, men den var der.

Det vil man nikke genkendende til i Sønderjyske og Esbjerg, hvor sidstnævntes overlevelse reelt blev sikret på én halvleg mod netop Vestsjælland. Esbjerg har da også potentialet til meget mere end det, foråret viste. Efteråret var præget af succes i Europa League, hvilket for de fleste – i international forstand – urutinerede hold koster i ligaen. Salget af Eddy Gomez, Jakob Ankersen og Martin Pusic sænkede niveauet en del, men ledelsen kan nu puste ud og sige, at manøvren ikke fik skæbnesvangre følger.

Lige uden for medaljerne finder vi Randers, der også fortjener ros for at nå så højt op. Men overraskende kan det ikke siges at være. For de hold, man har overhalet, har ikke haft et setup, der har været bedre.

AaB overpræsterede over en lang periode sidste sæson med mesterskab og pokalsejr, men afskeden med Kasper Kusk, der var vital for holdets offensive kvaliteter, kostede som ventet.

FC Nordsjælland kunne man ikke forvente mere af med den afgang af profiler, man har haft. OBs trup bør være til top syv, omend man ikke lykkedes med at løse det åbenlyse angrebsproblem. Både Thomas Dalgaard og Kenneth Zohore blev hentet til, men ingen af dem har været i nærheden af succes.

Det har været en sæson, der har været præget af forudsigelighed på langt de fleste pladser. Og hvor mit bud er, at den største overraskelse får det markant vanskeligere efter sommerferien.

Oprykkere med

ordentlige rammer

Top tre er

helt som ventet

Sæsonen har

været forudsigelig