Peter Sørensen, fodboldekspert på BT, mener, at FC Midtjyllands suveræne tophold i Superligaen står godt rustet til at spille europæisk fodbold i næste sæson - når det altså handler om klubbens spillestil. I forhold til truppens sammensætning er situationen imidlertid en anden.

Det skriver den tidligere Superligatræner i sin klumme i BT.

»Jeg mener, at trupper med mere erfaring, som i FC København og Brøndby, vil have bedre forudsætninger. Det nuværende FCM-hold er for uerfarent. Martin Pusic vil nok være ligeglad med, hvem han står overfor, og Jakob Poulsen vil også være god, men udfordringen er, at der er for få med international erfaring. Og det kan være problematisk,« skriver Peter Sørensen, som derfor opfordrer FCMS ledelse til at være aggressive i sommerens transfervindue.

»Den del kan der rettes op på, og det forudsætter, at der bliver købt ind, hvilket klubbens ledelse også har signaleret. For man må gå ud fra, at flere profiler forsvinder i sommeren, og her skal erstatningerne meget gerne have international erfaring, hvis man skal tro på europæisk succes. For spillefaconen er langt fra naiv. Man ser ikke FC Midtjylland bygge videre på en stil, der er god nok til Danmark, men som ikke holder i internationale kampe, hvilket sikkert vil få en del til at tænke FC Nordsjælland i Champions League,« skriver Peter Sørensen.

Opret abonnement på BT PLUS og læs Peter Sørensens skarpe kommentarer og analyser om Superligaen - du får samtidigt adgang til tusindvis af artikler, guider og reportager i BT PLUS-universet