Mandag aften mødes den danske fodboldelite i Cirkusbygningen til den årlige gallafest, hvor DBU og TV2 i fællesskab uddeler priser og hylder de bedste danske fodboldspillere til det, de kalder Dansk Fodbold Awards.
Det er ikke den eneste pris, der findes, og der er dem, der vil mene, at det heller ikke er den officielle kåring, men det afholder ikke os fra at give vores besyv med.
Herunder er det BT's fodboldredaktør, Morten Crone Sejersbøl, der sætter ord på sine favoritter.
****************************************
Årets Superliga-spiller
Nominerede:
Martin Braithwaite
Peter Ankersen
Andreas Cornelius
Jores Okore
Andreas Cornelius og Peter Ankersen er de to spillere, der bør kæmpe om denne titel. Havde nomineringen omfattet hele Superliga-sæsonen, havde jeg ikke været ret meget i tvivl om, at Andreas Cornelius skulle have haft titlen, men eftersom den først gælder fra nytår 2013 til 1. oktober, bliver løbet mellem ham og Peter Ankersen tæt.
I den pågældende periode scorede Andreas Cornelius fire mål og var med til at hente 18 point og et mesterskab til FC København. I samme periode scorede Peter Ankersen fra sin back to gange, lagde op til to og var således involveret i lige så mange mål som angriberen Andreas Cornelius. Tilmed hentede Esbjerg i løbet af foråret 2013 hele 28 point, altså 10 point flere end FC København, og sikrede sig til slut pokaltitlen. Det bør vel, nomineringsperiode in mente, tælle til Peter Ankersens fordel, at han rent faktisk har spillet i Superligaen og gjort det flot i efteråret, mens Andreas Cornelius er rykket til Cardiff.
Crones vinder: Peter Ankersen, Esbjerg
Ps. Burde Nicklas Helenius have været nomineret på baggrund af otte mål og en assist i foråret? Ja. Havde han vundet? Det ved jeg ikke.
****************************************
Årets Talent
Nominerede:
Viktor Fischer
Andreas Cornelius
Pierre Emile Højbjerg
Andreas Christensen
Denne her er svær. Valget står mellem Viktor Fischer og Andreas Cornelius, for selvom Pierre-Emile Højbjerg og Andreas Christensen begge er enorme talenter, mangler vi stadig at se deres gennembrud, sådan som vi har set det fra Cornelius og Fischer i henholdsvis FC København og Ajax.
Igen er vi nødt til at se på den periode, spillerne er nomineret inden for. Andreas Cornelius havde utvivlsomt vundet, hvis det havde gjaldt sæsonen 2012/2013, for hans 18 mål for FC København var så markant, at han var en af de vigtigste årsager til, at klubben vandt mesterskabet. På landsholdet fik han en vigtig rolle i Nicklas Bendtners fravær og scorede blandt andet et kanonmål i Tjekkiet.
Viktor Fischer? Jeg er i tvivl. Han spillede en hel del for Ajax i foråret, startede inde i 15 kampe og scorede 10 mål i Æresdivisionen, og blev også fast mand i en periode af efteråret, indtil han på det seneste er røget lidt ind og ud af holdet efter en længere scoringskrise. Han spiller i en større klub, end Cornelius gjorde. Men har han fået sit egentlig gennembrud? Det bliver på baggrund af hans flotte forår et ja. Jeg savner stadig at se ham mere på landsholdet, men hans talent er uovertruffent.
Crones valg: Victor Fischer, Ajax
****************************************
Årets træner
Nominerede:
Kasper Hjulmand
Jess Thorup
Ove Christensen
Ariel Jacobs
Denne her er nem. Tillykke, Jess Thorup. Med 28 point i foråret, en fjerdeplads som nyoprykkere og en pokaltitel er den tidligere Esbjerg-træner min helt klare favorit til titlen. Ariël Jacobs vinder rigtigt nok det danske mesterskab med FC København, men når det nu er perioden fra 1. januar til 1. oktober, vi skal vurdere ham på, er han ikke en seriøs kandidat til titlen. FCK hentede kun 18 point i foråret, og efter en rekordlang periode på 11 Superliga-kampe uden sejr blev han tilmed fyret i denne periode.
Mit valg: Jess Thorup, Esbjerg
****************************************
Årets spiller
Nominerede:
Daniel Agger
Andreas Cornelius
Christian Eriksen
Jores Okore
Christian Eriksen har været længe om at slå igennem på det danske landshold, men trådte i foråret 2013 endelig i karakter. I min bog er han den klart mest lysende danske landsholdsspiller i 2013, og i Ajax var det tydeligt, at han var blevet for stor for den hollandske liga. Selvom han har siddet uden for i Tottenham i nogle kampe på det seneste, har han, hver gang han har spillet, overbevist mig om, at han selvfølgelig er god nok til at blive en afgørende spiller i Premier League - måske allerede i denne sæson.
Mit valg: Christian Eriksen
P.S.: Undskyld til de kvindelige fodboldspillere, men jeg har desværre ikke set nok til, at jeg kan danne mig et overblik over, hvem der har fortjent priserne.