Danmark var på forhånd udråbt som storfavoritten til at vinde Eurovisionen, og bookmakerne var ikke i tvivl. Det var BTs betting-og Melodi Grand Prix-ekspert Steffen Dam heller ikke. Men selvom faste læsere af både BT og bt.dk formentlig ikke er i tvivl om Steffen Dams evner til at forudse, hvad der hitter både i sporten og grand prix-verdenen, så var især en enkelt af de danskere, der fulgte med lørdag aften meget i tvivl.

Undervejs i showet udfordrede læseren 'Kenniboy' Steffen Dam - endda flere gange. Tvivlen var stor, for hvad var det lige, der gjorde Steffen Dam til ekspert?

- Jeg beder bare om bevis for, at Steffen faktisk er den grand prix-ekspert BT udtaler han er. En så simpel test som at ramme rigtigt på tre af de fire øverste burde være nemt for en ekspert, skrev Kenniboy på bt.dks liveblog. 

Flere gange krævede Kenniboy svar fra BTs ekspert, der dog udbad sig tid til at se de sidste landes bidrag, inden han kom med et bud på, hvilke lande der ville ende med flest point.

- Kommer din top 4, eller tør du ikke alligevel, fordi vi så kan teste din status som 'ekspert', lød det fra en utålmodig 'Kenniboy'.

Og umiddelbart efter irske Ryan Dolan var gået af scenen efter sidste gang at have sunget ‘Only love survives’ løftede Steffen Dam sløret for, hvem han troede på som pointslugere.

- Jamen, her kommer så mit bud på en top 4: Danmark, Norge, Aserbajdsjan, Ukraine. I nævnte rækkefølge. Georgien og Holland er umiddelbart mine 'dark horses'.

Og skal vi så lige for en god ordens - og Kenniboys - skyld ikke lige kigge på, hvordan toppen tog sig ud efter alle 39 lande havde afgivet stemmer lørdag aften.

1. Danmark 2. Aserbajdsjan 3. Ukraine 4. Norge

Med alle fire rigtige er det vist slået fast,  at BTs Melodi Grand Prix-ekspert har meget godt styr på sit stof.