BRUCE SPRINGSTEEN & THE E-STREET BAND, Parken, København, 4 ud af 6 stjerner

Chefen var som sædvanlig uimodståelig og i orden foran 50.000 i Parken – men nationalarenaens gebrækkelige lydforhold og perioder af tomgang gjorde, at det alligevel aldrig blev ét af de helt store Bruce-bombardementer

Tilsyneladende har Bruce Springsteen udviklet et kærlighedsforhold til H.C. Andersens og sammes udseendemæssigt udfordrede ællingers land, som havde han tænkt sig at gøre Jehovas Vidner rangen stridig udi øvelsen ’at komme rendende i tide og utide’. Forskellen er imidlertid til at få øje på.

Det er trods alt chefen selv, der kommer rendende. Og vel at mærke en chef, som vil sine undersåtter noget så sjældent for den slags som alt godt og mere til. Det er trods alt ærkehertugen, vi taler om.

Ærkehertugen af og den fremmeste fortaler for noget i vor onde verden så sjældent men dog som aldrig før påkrævet som almindelig anstændighed. Det er med andre ord selveste den ypperste leverandør af dét, salig Gasolin’ kaldte ’det bedste til mig og mine venner’, vi taler om.

Ja, jeg gentager lige: vi taler således om denne Bruce Springsteen og da ikke mindst hans uforlignelige the E Street Band.

Og så klokken 20.15 kom manden på scenen. Med ’We Take Care Of Our Own’ og følgende melding på et helt tåleligt dansk: ’Hej København! Hvordan går det? Er I klar?’

Jo, det var København da. Men det var dén bedrøvelige betonkatedral, de kalder ’Danmarks nationalstadion’ desværre – som snart sagt sædvanlig – IKKE! Nu må de for helvede snart lære det: det tager alt, alt, alt for lang til at stille lyden ind, når der er rullet tag henover den jammer- og ekkodal.

For det er netop dét, det lyder af – jammer og ekko! – når instrumenteringen (og vi taler 17 mand på scenen) i ellers formidable hymner til alt det bedste som ’Two Hearts’, ’Cadillac Ranch’, ’Radio Nowhere’ og ellers pragtfulde ’Death To My Hometown’ bliver kastet rundt i betonkonstruktionerne med kun ét håb i behold: nemlig dét at tonerne rammer jorden på samme tid, når turen under konstruktionerne er forbi.

Skærende, skingert og skideirriterende!

Og ja, jeg ved sgu’ godt, I er lige så trætte af at læse om det, som jeg – tro mig! – er af at skrive det, men dette sted er, specielt når taget er rullet over, som koncertsted en himmelstræbende fuckfinger til de – må jeg formode – ganske mange, som er gået til koncert for at få mest muligt ud af musikken. Det kan vel ikke være meningen, at man skal næsten en time ind i koncerten og hen til udødelige ’Spirits In The Night’, før éns plomber ikke længere truer med at forlade tænderne i utide?

Men derfra blev det dog lidt bedre. Og en vis herre med residens på et meget varmt sted skulle stå i andet, i og med at Bruce netop dér kundgjorde, at nu havde de altså tænkt sig at spille det klassiske ’Born To Run’ album fra ende til anden.

For hér ramte så selve det storslåede ved Bruce Springsteen dog i perioder. For lyd upåagtet så hamrer det til hjertestrengene og livets flamme blusser, når man rammes af ’Thunder Road’, ’Backstreets’ (med en præcis og følt guitarsolo fra chefen selv) og selvfølgelig slagsangen over dem alle for de af os, som nogen sinde har drømt drømmen om den ultimative frihed: ’Born To Run’.

I guder hvor den sang dog stadigvæk trækker mundvigene ad himlen til. Alt i alt okay så. Og gu’ var der store øjeblikke. Men også en Bruce Springsteen koncert, som ikke kunne leve op til de mange gange, jeg har oplevet ham før. Udover det med lyden må jeg også – selv om jeg ikke kan rende fra min kærlighed til manden – indrømme, at der var for mange elementer af det, som én af vennerne i et sjældent øjeblik af klarsyn benævnte ’tomgang’.

Med andre ord: helt op at ringe ville det sgu ikke. Ikke i længere perioder ad gangen i hvert fald (selv om så ’Pay Me My Money Down’ og ’Light Of Day’ samt en formidabel finish var ved at flå det forbandede tag af). Eller også var det ’bare’, fordi Bruce Springsteen selv sidste år på Roskilde Festival satte overliggeren så højt, at det kræver en stjernekikkert at få øje på den og avanceret raket-teknologi at nå derop igen.

Men for fanden hvor gør han dog folk lykkelige, og hvor er det smukt. Og okay, jeg går til hver en tid endnu en tur i sporene efter Bruces hjerteblod. Med én markant undtagelse: nemlig hvis de næste gang igen leder mig mod en overdækket Parken! I det tilfælde drejer jeg af tidligere, tager jeg min guitar, går over i Fælledparken og sætter mig ned og spiller en stille ’Spirit In The Night’ for mig selv… Og hav så en fremragende koncert i Jyske BankBoxen på torsdag – dér har de nemlig ofret dét, det koster at lave ordentlig lyd i en arena!

DET SPILLEDE HAN:

’We Take Care Of Our Own’,

‘Two Hearts…’

‘Loose Ends’

‘Cadillac Ranch’

‘Radio Nowhere’

‘Trapped’

‘Wrecking Ball’

‘Death To My Hometown’

‘Spirit In The Night’

(Born To Run start)

‘Thunder Road’,

‘Tenth Avenue Freeze Out’,

‘Night’,

‘Backstreets’,

‘Born To Run’,

‘She’s The One’,

‘Meeting Across The River’,

‘Jungleland’ (Born To Run slut)

‘Pay Me My Money Down’,

‘Shackled And Drawn’

‘Waitin’ On A Sunny Day’

‘Lonesome Day’

‘Badlands’,

Ekstranumre:

‘Brillant Disguise’

‘Light Of Day’

‘Born In The USA’

‘Glory Days’

‘Bobby Jean’

‘Dancing In The Dark’

‘Twist And Shout’