’Vesterhav, kom nu og blæs mig i gang,’ synger Simon Kvamm på Nephews nye album, ’Hjertestarter’. Denne tidlige morgen er Nephew mere Vester Voldgade end Vesterhav. BT møder de fem eksiljyder i teatret Bremen i det centrale København.
Engang hed bossen i huset Simon Spies. Nu hedder han Simon Kvamm. Sangeren i landets pt. mest populære rockband er bestyrelsesformand i Bremen, som han ejer sammen med bl.a. Niels Hausgaard.
Nephew har planlagt at præsentere ’Hjertestarter’ med nogle koncerter i Bremen i denne weekend. BT er med på en kigger under prøverne. Der er nerver på i backstage-rummet.
Går tæt på
- Nerver, ja, puha. Ikke bare fordi det er et stykke tid siden, vi sidst udsendte et album. Men også fordi det går ret tæt på denne gang, siger Simon Kvamm til BT.
- Musikalsk fordi musikken er ret rå i sit udtryk denne gang. Teksterne er det mest personlige, jeg nogensinde har skrevet. Som jeg synger: Jeg prøver at droppe de satans hæmninger. Synger, at jeg elsker min kone. Jeg har altid forsøgt at skærme mig lidt med nogle smarte ord. Jeg kan godt lide at bruge sproget. Vi prøver at skrabe fyldet af – også i musikken. Det er tæt på. Uden at være stille. Det må gerne være flammende.
Derfor har Kvamm smidt sit bærbare keyboard. Spiller kun spade.
- Vi har altid haft et ongoing battle mellem guitarer og strings (keyboards). Magtbalancen har nok bare rykket síg lidt. Der er kun mig tilbage, siger keyboardspilleren René Munk Thalund med et grin.