BT på road trip i USAs sydstater: Sweet mobilehome, Alabama

På et valg‑road trip gennem USA lagde BT vejen forbi Five Points West Mobile Home Park i et af USAs mest kriminelle områder. Og fandt stor familiær kærlighed i en den slidte og ramponerede trailerpark.

BTs journalist og fotograf er på et roadtrip gennem sydstaterne op til præsidentvalget på tirsdag. Vi har sat os for at opsøge nogle amerikanske stemmer i en del af USA, vi sjældent hører om i de danske medier.

Som familien Chappell og Dolan i trailerparken i udkanten af Birmingham, Alabama. Vi besøger parken flere gange i løbet af et par dage og møder kun venlighed og den berømte ’Southern hospitality’.

Første gang foregår besøget med politi-eskorte, efter vi spontant har spurgt os lidt for på den lokale nærpolitistation.

»Jeg ville ikke lade min kone gå derind, men jeg sender Den Tykke (en af de lokale betjentes øgenavne, åbenbart) og beder ham se sig omkring, mens I går derind,« siger den vagthavende bag en skudsikker glasrude.

Ligesom der er forskel på Rungsted og Lolland, er der forskel på trailerparker i USA. Five Points West Mobile Home Park hører til i den nedre ende. Faktisk kan man næppe komme meget længere ned ...

... LOG IND PÅ BT PLUS og læs journalist Jan Eriksen og fotograf Bax Lindhardts reportage fra Five Point West Mobile Home Park i Birmingham, Alabama ... i morgen får du endnu et afsnit fra deres road trip i sydstaterne.

På et valg‑road trip gennem USA lagde BT vejen forbi Five Points West Mobile Home Park i et af USAs mest kriminelle områder. Og fandt stor familiær kærlighed i en den slidte og ramponerede trailerpark.

Til daglig arbejder Kenny Chappell med at fylde hylder i et supermarked i en forstad til Birmingham, Alabama. Men når han har fri, skruer han tiden 150 år tilbage og dyrker sin altopslugende hobby, borgerkrigen i USA. hvor 11 sydstater forsøgte at løsrive sig fra USA.

Det meste af Kennys fritid tilbringer han i hjemmet, der bedst kan beskrives som en blanding af en genbrugsplads efter lukketid og en gammeldags marskandiserforretning, hvor rengøringshjælpen har strejket, siden, ingen kan huske hvornår.

I værelset i familen Chappells mobilehome gemmer Kenny et originalt Springfield-gevær, der blev brugt under krigen mod Nordstaterne. Også hans uniform er original. Tre - fire gange om året deltager Kenny i genopførelser af de vigtigste slag i borgerkrigen.

Udover Kenny, 36, består familien i det slidte mobilhome af Thomas på 25, mor Sandra, 54, og hendes kæreste Earl, 62.

En stor del af deres fælles liv leves i et par lænestole uden for den stationære campingvogn, hvor de ofte diskuterer, hvad der vil ske, hvis USAs vælgere skulle finde på at gøre Hillary Clinton til præsident.

»Hillary vil begrænse vores talefrihed, hun vil tage vores våben fra os. Hun vil afskaffe de to første tilføjelses-paragraffer i den amerikanske forfatning. Jeg frygter, at millioner af amerikanere vil slå fra sig, hvis hun gennemfører sin antivåbenlov og sender politiet ud for at hente vores våben,« siger Earl Dolan.

Som altid i krig og kærlighed er nuancerne for længst gået tabt i valgkampen. Såsom at Clintons våbenlov først og fremmest sigter mod at begrænse adgang til tunge rifler, de såkaldte AR, Assault Riffles, samt at stramme adgang til våben for mennesker, der enten er dømte eller i politiets eller efterretningstjenesternes søgelys.

Venlighed og gæstfrihed

BTs journalist og fotograf er på et roadtrip gennem sydstaterne op til præsidentvalget på tirsdag. Vi har sat os for at opsøge nogle amerikanske stemmer i en del af USA, vi sjældent hører om i de danske medier.

Som familien Chappell og Dolan i trailerparken i udkanten af Birmingham, Alabama. Vi besøger parken flere gange i løbet af et par dage og møder kun venlighed og den berømte ’Southern hospitality’.

Første gang foregår besøget med politi-eskorte, efter vi spontant har spurgt os lidt for på den lokale nærpolitistation.

»Jeg ville ikke lade min kone gå derind, men jeg sender Den Tykke (en af de lokale betjentes øgenavne, åbenbart) og beder ham se sig omkring, mens I går derind,« siger den vagthavende bag en skudsikker glasrude.

Ligesom der er forskel på Rungsted og Lolland, er der forskel på trailerparker i USA. Five Points West Mobile Home Park hører til i den nedre ende. Faktisk kan man næppe komme meget længere ned. Målt efter dansk standard ligner parken en campingvognenes kirkegård.

»Jeg siger ikke, at der kommer en krig med samme omfang som borgerkrigen, for det gør der ikke. Men jeg tror, at visse amerikanske stater har mistet tålmodigheden med bureaukraterne i nord. Der har længe været talt om, at Texas f.eks. kunne finde på at løsrive sig fra USA. Hvad skal den stat med resten af USA? De har deres eget velfungerende system, politi og militær, og de har olien. Og de finder sig ikke i det, hvis Hillary vinder og sender politiet rundt for at samle våben ind,« siger Earl Dolan, der selv har indtil flere våben gemt inde i sit mobilehome.

En kugle hvis hun bliver syg

Det er 32 år siden, Sandra Chappell flyttede ind i den grå campingvogn. Hun kom direkte hjemmefra, hvor hun boede med to små børn hos sine forældre.

»Min far lagde mine ting op på ladet af en lastbil, kørte herhen, og siden har jeg boet her,« siger hun med et af mange smil. Den 54-årige kvinde udstråler en bemærkelsesværdig positiv energi, hendes vilkår taget i betragtning. Energien bruger hun bl.a. til at samle tøj ind til et lokalt svar på Folkekirkens Nødhjælp. Da vi besøger hende, afventer hun en bil, der skal hente et par tøjposer.

»Jeg er ikke berettiget til socialhjælp, siger de. Jeg er blind på det ene øje og har flere udfordringer med helbredet, men er blevet afvist flere gange,« siger Sandra, der heller ikke kan bruge det meget omtalte Obamacare til ret meget. Nogle komplicerede regler skulle afgøre, om hun kan få en sundhedsforsikring med nedsat forsikringsbidrag. Hun har aldrig været forsikret mod hverken det ene eller andet.

»Jeg har valget: vil jeg bruge mine penge på forsikring eller medicin. Det er ret let,« siger hun.

Løsningen, hvis hun skulle blive alvorligt tsyg, er enkel: ’a bullet’. En kugle for panden.

I begyndelsen var tingene anderledes. Lejen var med hendes egne ord ’rimelig’. I dag betaler de 1.500 kr. om måneden. Lejen finansieres af de to hjemmeboende sønner plus lidt fra Sandras eksmand. Earl var ansat som en slags vicevært i trailerparken, indtil en ny ejer fyrede ham. Jeg spørger Sandra, om ikke de to drenge på hhv. 25 og 36 fylder meget i det forholdsvis lille mobilehome.

Kun få hvide tilbage

»Jeg kan ikke undvære dem, de kan ikke undvære mig. Vi er en familieenhed, indtil de måske finder en pige,« siger hun.

Oprindelig var parken beboet af hvide. Der var et sammenhold, et udeliv, samlingspunkter. I dag er der tre-fire hvide familier tilbage. Resten er illegale mexicanske indvandrere, der er kommet til USA for at tjene penge og for at forfølge hver sin drøm. Og i øvrigt passe sig selv.

Sandra og Earl føler sig ikke længere trygge i trailerparken. Ikke at de føler sig direkte truet af de 90 pct. af beboerne med mexicansk baggrund, selvom nogle af dem er lovlig provokerende.

Truslen kommer udefra, fra den anden side af gaden.

»Det er ikke trygt her i området. Bandekriminaliteten øges konstant, der er så mange stoffer i omløb, så mange sælgere. Jeg ser børn i syvårsalderen gå rundt derude og sælge stoffer. Der går ikke en dag, uden vi hører om driveby shootings, hvor gangsterne stopper ved almindelige mennesker, skyder dem og tager deres penge,« siger Earl Dolan.

»Det er vigtigt, at I forstår, at jeg ikke har fordomme. En af mine bedste veninder er gift med en sort mand. Jeg har flere bekendte i de sorte bydele her i byen. Mexicanerne lever bare på en anden måde end os, og de gider ikke have noget med os at gøre. De er ret arrogante,« siger Sandra.

Små larmende hunde

I et lyserødt mobilehome små hundrede meter fra familien Chappell og Dolan møder vi Armando og hans og hans kones to døtre Mitzi og Litzi. For ikke at tale om Chihuahua-hunden Brownie. De fleste i nabolaget har små, larmende hunde, der kan advare, hvis nogle skulle komme for tæt på.

Moderen er på arbejde, hun arbejder som tomatplukker. Armando håber på et opkald. Han er daglejer og må tage, hvad særlige formidlere af bygningsarbejde kan tilbyde. Sådan som man kender det fra gamle stort/hvide film og ikke mindst John Steinbecks roman ’Vredens druer’.

Familiens to voksne kom til USA fra Mexico for 15 år siden, da Mitzi var en lille baby. Siden har de etableret et liv i trailerparken.

Armando er stolt af sit mobilehome, han er stolt af sine døtre, han er stolt af sin lille have, og han er stolt af sit arbejde. Han er glad for sine naboer. Armando har billeder på sin telefon af samtlige sine arbejder på tage, huse, verandaer og veje.

Han går ikke meget op i det amerikanske valg. Det gør hans ældste datter til gengæld. De taler meget om det i den highschool, hvor hun tilbringer otte timer om dagen. Hun er interesseret i USAs historie. Fortæller om alt det, der ligger bag udformningen af det amerikanske demokrati, mens vi går en tur i trailerparken sammen med hendes far og lillesøster. Jeg forklarer hende om det danske velfærdssystem. Hun er skeptisk. Hvorfor betale folk for ikke at arbejde? Det lyder ’insane’.

Håbløshed

Ligesom mange andre med mexicanske rødder er Mitzi ikke begejstret hverken for Donald Trump, som hun finder ’grov’, eller den mur, han vil bygge mellem USA og Mexico.

»Hvad skulle det hjælpe,« spørger hun.

Næh, hvad skulle noget som helst hjælpe?, fristes en dansker til at spørge. Alt i kvartererne omkring trailerparken udstråler håbløshed, fornedrelse og mangel på perspektiv.

Hvis der skal findes et håb i dette vrangbillede af Den Amerikanske Drøm, bor det måske i det seks-syv kvadratmeter store pigeværelse, som Mitzi og Litzi deles om. Et håb om at komme væk?

»Jeg ved ikke, hvad jeg drømmer om. Jeg vil gerne have min uddannelse. Jeg elsker at læse... jeg kunne godt tænke mig at arbejde i et storcenter, måske i en tøjbutik. Det kunne være cool.«

Har du en drøm om at komme ud herfra, spørger jeg. Få en uddannelse, tjene mange penge.

Mitzi kigger uforstående.

»Det vigtigste for mig at være tæt på min familie. Så længe de bor her i området, bor jeg også her, uanset hvad. Mit arbejde skal være her, så jeg kan tage mig af mine forældre engang,« siger Mitzi med stor selvfølgelighed.

Og Litzi? Hun drømmer om en mobiltelefon i julegave.