What a fucking mess ... of the most beautiful kind.

Det er Nick Caves egne ord. Sagt efter en som vanligt kaotisk og punchy version af 'Jack The Ripper'. Meget rammende for hans og Bad Seeds optræden lørdag aften. Festivalens hidtil længste koncert - næsten en time og tre kvarter.

En koncert med dette orkester er lige så meget en fortælling fra en af sindets mørkeste afkroge - som et musikalsk show.

Gråd. Som den unge kvinde foran scenen på storskærmen, da Nick Cave for Satan ved hvilken gang crowdsurfede stående.

Latter. Som hos publikum, da storskærmskameraet zoomede ind på den gennemført indolente bassist Martyn P. Casey, mens han lænet op ad sin forstærker nød et glas rødvin. Lignede en mand, der tænkte på sin lottokupon.

- Han ligner min farfar, råbte en pige til højre, mens hun spruttede af grin.

Nu vi er ved bandet. Medlemmerne af Bad Seeds, der alle har været med i to til tre årtier, ligner hver for sig en ufortalt historie. Personligheder med udstråling og patina som et smukt gammelt træhus ved Mississipi-flodens bred.

Overstadigt kom den legendariske mørkemand selv ind på scenen præcis kl. 21.15 og undskyldte at han var blevet forkølet i Norge. Pas på, måske smitter jeg.

Sådan en koncert er som at blive inviteret ind i Nicks hule. Hans værksted. Rastløst spankulerer han rundt på scenen, taler lidt med sine musikere, især multiinstrumentalisten Warren Ellis. Sætter sig ned ved et piano. Rejser sig igen. Sparker lidt ud. Et nummer blev stoppet, fordi der, som han sagde, 'sker noget forkert heroppe lige nu. Måske tager vi det senere'. Det gjorde de nu ikke.

Efter den blodige og syge, syge 'Tupelo' - som blev præsenteret som en slags hyldest til Elvis (født i Tupelo) - fik Nick tilsyneladende en form for skrupler. 'Den skal forstås i den rette kontekst', sagde han undskyldende.

Måske er det tænkt som en slags leg med rockklichéerne. Måske vil Cave virkelig rollen som Springsteens onde drøm, når han kaster sig ud til publikum. Måske vil han etablere en bro mellem sine morderballader og de ellevilde fans.

Musikalsk? Det begyndte egentlig ret tjekket med to numre fra det mere eller mindre elektroniske 'Push The Sky Away'. Et fremragende album i øvrigt. 'We Know Who U R' og 'Jubilee Street'. Derefter blev det mere og mere vildt. Totalt kaotisk og løst i skruerne i grimme, gamle 'From Her To Eternity'. Brutalt, sjasket og vildt. 

Om det var en stor koncert? Egentlig ikke. Men ligegyldigt. Nej. Nej. Overhovedet ikke. En kæmpe oplevelse. Det er nok det rette ord. En oplevelse af 1,5 times indblik i en af rockmusikkens største og meste unikke personligheders syrede og sære univers.