B.T. mener: Tvangsfjernelse er ingen løsning
Leder: Mange danske skolebørn er så overvægtige, at kommuner landet over er begyndt at modtage underretninger fra sundhedspersonale, der er dybt bekymret.
Leder: Mange danske skolebørn er så overvægtige, at kommuner landet over er begyndt at modtage underretninger fra sundhedspersonale, der er dybt bekymret.
Tre ud af fire kommunale sundhedsplejere har på grund af overvægt og fedme hos børn overvejet at underrette kommunen efter reglerne for omsorgssvigtede børn. Hver anden sundhedsplejer har faktisk gjort det, viste en rundspørge til landets kommuner fra Politiken Research for nylig.
Og De Radikale, der står til at få en central position som regerings- eller støtteparti for regeringen efter næste valg, er parate til at gå et skridt videre. Overvægtige børn skal simpelthen kunne tvangsfjernes, mener partiets sundhedsordfører, Lone Dybkjær.
HVAD SYNES DU OM IDÉEN OM, AT OVERVÆGTIGE BØRN SKAL KUNNE TVANGSFJERNES? DELTAG I DEBATTEN UNDER ARTIKLEN.
Idéen har vakt en del intern harme. Bl.a. skammer hovedbestyrelsesmedlem Mai-Britt Schultz fra Svendborg sig over sit parti.
- Tænk at stigmatisere børn, som i forvejen har det skidt, tvinge dem til at føle yderligere skyld over ikke at kunne tabe sig, og så oven i købet true dem med, at de vil blive tvangsfjernet fra deres forældre, skriver Mai-Britt Schultz.
Ud over at kostvejledning og motion er bedre metoder end tvangsfjernelse, er det åbenbart heller ikke gået op for De Radikale, at kommunerne fattes penge. En tvangsfjernelse koster gennemsnitligt 800.000 kr. om året. Der kan fås utrolig meget kostvejledning, motion, familieterapi og ernæringshjælp for en brøkdel af det beløb. En grundig kostvejledning hos en diætist koter 2-3.000 kr. Et medlemsskab af et fitness-center koster 3-400 kr. om måneden. En løbetur i skoven er gratis.
Men værst er nok tankegangen om, at alle problemer i samfundet skal styres med regler og kontrol helt ind i hjemmet og privatsfæren.
Desværre er De Radikale ikke alene om at ville regulere borgernes adfærd. Og der er ikke kommet færre regler under ti år med en borgerlig regering. Siden 1997 har politikerne ifølge tænketanken CEPOS stillet 1.200 forslag om forbud, der hæmmer den personlige frihed. F.eks. forbud mod rygning inden døre på offentlige steder, forbud mod at gå med kniv, forbud mod bestemte hunderacer, mod maskering og mod solarier. Vi kan endda blive påbudt at indrette vores private hjem, så de er handicapegnede.
Og at dømme efter mængden af forbudsforslag fra S, SF, R og Enh. vil det kun blive værre under statsminister Helle Thorning-Schmidt. Opfordringen til politikerne må være: Prøv at betragte forbud som sidste udvej.
Hvad synes du om idéen om, at overvægtige børn skal kunne tvangsfjernes?
Griber forslaget for voldsomt ind i den personlige frihed?
Eller er man nødt til at tage så drastiske midler i brug for at sikre børns sunhed?
Deltag i debatten under artiklen. De bedste indlæg bliver bragt i B.T. i morgen.