Intet kan forsvare det massemord, som Breivik begik 22. juli sidste år. Men hvor grum og uhyggelig terroristaktionen end er, betyder det ikke, at vi bare glemmer Breivik og ikke må beskæftige os med ham. Heller ikke selv om det helt konkret har været Breiviks ønske at skabe opmærksomhed om sit syge projekt. Han skal ikke afgøre, hvordan vi skal se på og behandle sagen.

Det er tilladt - ja, det er en faktisk en pligt for det samfund, der er blevet ramt i hjertekulen - at undersøge hvorfor og hvordan det kunne ske. Hvorfor det norske politi ikke opdagede Breivik i tide, og hvorfor manden overhovedet kunne få den tanke at udføre sin ugerning. Og hvilke tendenser i samfundet, der kan have givet Breivik ideen.

Det nemmeste er at afskrive Breiviks handling udelukkende som en gal mands værk. Men det mest rigtige er at undersøge, om der er andre af Breiviks slags, der er villige til at tage så sindssyge metoder i brug. Om der er ’terror-lommer’ eller andre ensomme hævnere, der kan finde på at gøre det samme. Eller om der er udviklinger i tiden, der kan være med til at forklare ugerningen.

Den del er blevet tydeligt gransket og undersøgt journalistisk de seneste måneder, og i sidste uge fik den danske dramatiker Christian Lollike for alvor ørene i maskinen, da han formastede sig til at sige, at han ville behandle Breiviks manifest kunstnerisk i en opsætning på café Teatret. Det var en massiv overreaktion.

Efter min bedste overbevisning - og efter hvad man har kunnet høre og læse sig til - vil Lollikes drama om Breivik blive en massiv hudfletning af det monumentale vanvid, som Breiviks manifest og handlinger er et udtryk for.

Det vil - med dramatikerens egne ord - blive en ’subjektiv, kritisk, kunstnerisk behandling, der har til hensigt at udstille det tankesæt, Anders Breivik langtfra er ene om’.

Stærk og vedkommende kunst beskæftiger sig med de ting, der foregår i samfundet, og historien har budt på mange eksempler, hvor krig og grusom ulykke danner basis for stærke og nødvendige romaner, film og andre dramatiske frembringelser.

Hitler og Holocaust. Charles Manson-klanens rituelle drab på Sharon Tate. Eller Jim Jones’ kollektive selvmordsaktion på øen Guyana. Alle eksempler på uhyggelige begivenheder, der er blevet bearbejdet dramatisk på en måde, så vi har kunnet lære af fortiden. Det er vores pligt at fokusere på historiens ugerninger og hver dag arbejde på, at de ikke sker igen.

Vi skal tage et særligt hensyn til de pårørende, men det er misforstået hensyn ikke at beskæftige sig med, hvorfor det skete. Og hvorfor det aldrig må ske igen.

Samtaler. Journalistik. Kunst. Alt kan være med til at give et flig af svar på det meget svære spørgsmål. Hvorfor dræbte Breivik 77 nordmænd en sommerdag i 2011?

Af: OLAV SKAANING ANDERSEN, ansv. chefredaktør