En af konsekvenserne ved Regeringens storstilede plan om udflytning af arbejdspladser er, at 700 medarbejdere i Skat flyttes til Aarhus, hvor et nyt hovedkvarter skal ligge.
Aarhus er på mange måder en ganske vidunderlig by, så der er gode muligheder for, at den nye tilværelse bliver en god en af slagsen, men de fleste vil naturligt nok foretrække, at deres faste arbejdsplads ikke flytter landsdel, så de må flytte med for at beholde jobbet.
Sådan har den nyansatte direktør for afdelingen det tilsyneladende også, kan BT i dag fortælle på baggrund af en intern mail fra den øverste ledelse i Skat.
Direktøren ønsker ikke at bo i Aarhus, så mens medarbejdere fra afdelinger i København, Struer, Odense, Herning, Aalborg, Hjørring og Horsens lige nu sidder og skal tage stilling til, om de vil flytte med jobbet til Aarhus, er der samtidig udgået besked om, at direktøren sammen med et mindre ledelsessekretariat får lov til at blive i København.
Man havde til at begynde med forsøgt at ansætte en direktør, som skulle arbejde i Aarhus, men det viste sig tilsyneladende umuligt at finde en med de rette kompetencer, der var villig til at bosætte sig dér.
Isoleret set er det en spøjs historie, der har tragikomikken til fælles med de gamle vittigheder i genren for Aarhus-historier; mens det er meget vigtigt, at en masse arbejdspladser flyttes, er det ikke så vigtigt, at ledelsen flytter med.
Sagen har dog også et større perspektiv. Den risikerer på uheldig vis at blive en trojansk hest i den store plan om udflytning af arbejdspladser. For hvis én chef kan få lov til at blive hjemme, kan en anden måske også. Og en anden igen.
Den tegner et uheldigt billede af, at mens man vælger at flytte rundt på de ‘almindelige medarbejdere’ i det offentlige i en højere sags tjeneste, skåner man toppen.
jora


