At øjeblikket er der. At man står midt i et af livets helt store øjeblikke. At lige netop disse sekunder og minutter og hvordan de forløber vil blive afgørende for resten af dit liv.

At du engang vil sidde på bænken foran plejehjemmet og spole disse sekunder frem og tilbage og frem igen.

LÆS OGSÅ: 

De sekunder gennemlevede 24-årige Mikkel Hansen i går. Kaldet verdens bedste håndboldspiller - hvad han ikke helt havde vist, i hvert fald nogle af de foregående 14 dage.

Men i de afgørende øjeblikke, på det, man kalder ’de store point’ i livet, tog han ansvaret, fattede sin tilværelses store memoire-pen og skrev med store bogstaver et stykke personlig historie og hev sig selv frem på forsiden af denne avis og ind i hjertekulen på de danskere, der endnu ikke havde taget dette flotte urmenneske helt ind.

Og nu vi er ved de store point, så valgte 23-årige Niklas Landin også i går at gøre de hektiske timer fra 17 til 19 til en af de stunder, han vil sidde foran sit plejehjem om 70 år og blive lidt stolt over, at han gav sig selv lov at opleve og valgte at storspille.

Disse to stadig forholdsvis unge sportsfolk er individualisterne i verdensklasse på et kollektiv af i denne finale umulige og utrolige helte.

De står dér som de fantastiske holdspillere på toppen af kollektivet, hvor Anja Andersen stod som den helt særlige ener i 90ernes første halvleg af Ulrik Wilbeks næsten ubegribelige succes-cv.

LÆS OGSÅ: 

Wilbek kom skævt ind i denne slutrunde på alle måder og var afskrevet, kritiseret og nærmest på vej hjem, da ’miraklerne’ - som han selv talte om behovet for - begyndte at rulle.

Med nul point i posen blev sidste sekunds kædereaktions-miraklet mod Makedonien, den uventede polske hjælp og et par andre heldigt sammenfaldende omstændigheder springbrættet til det største comeback i dette holds historie.

Kronet i går med et sjældent gennemført overtag og sejr på 21-19 mod Serbiens værtshold og 20.000 i øvrigt - efter forholdene og forventningerne - eksemplariske tilskuere. Men heldig, genial, dygtig eller ej, så er 8 finaler, 11 medaljer og 6 af det pureste guld i Wilbeks dobbelte landsholdsepoke ikke nogen tilfældighed.

Det er en præstation af den slags, der skaber legender, sætter fyrtårne for alle sportsfolk og danner skole for det erhvervsliv, hvor Wilbek også agerer rollemodel for sin stil af coachende udvikling, individuel primadonna-ledelse og gedigen opbygning af holdfølelse.

LÆS OGSÅ: 

Men som den røde tråd gennem det hele går vinderkulturen. Wilbek sagde ved sin tiltrædelse som herrelandstræner, at hans mål var, at holdet aldrig skulle blive dårligere end 8. pladsen ved de store slutrunder - som et billede på stabilitet.

Nu har han vundet medaljer ved fem ud af de i alt otte slutrunder. DET kaldes stabilitet.

Og DET kendetegner en vinder-kultur. Og det er DEN kultur, der er den egentlige succes i Wilbek-æraen.