Afmagt, forvirring, sorg og chok.

Sent fredag aften var Sveriges hovedstad stadig i lockdown. Den offentlige transport var blevet indstillet på politiets ordre, og den centrale del af byen var spærret af, så biler ikke kunne køre ind.

Storbyens indbyggere sad på fortovscafeer og stod på gadehjørner og diskuterede det vanvid, de tidligere på dagen havde været vidner til. De fleste havde selv været på eller nær den populære og helt centrale gågade tidligere på dagen, inden en tilsyneladende gal mand kørte dødskørsel gennem menneskemængden i en lastbil.

De færreste vendte fredag aften hovedet, når en politibil pludselig tændte for både blink og sirene, og fik fart på - det havde de set og hørt på hele eftermiddagen.

Som vi har set det i så mange europæiske byer, der i de seneste år er blevet udsat for terror, så går livet videre - med det samme. Det gjorde det også i Stockholm denne april-aften.

Men det foregik i vished om, at politiet endnu ikke havde slækket på alarmberedskabet, og at Stockholm nu skal føjes til listen over byer, hvor et terrorangreb ikke længere er utænkeligt. Det er en realitet.

'Nordens Venedig' er ligesom København en multikulturel by med over 10 procent indvandrere - de fleste fra ikke-vestlige lande.

Nu frygter mange, at dagens terrorangreb, hvis det viser sig at have et religiøst motiv, vil splitte indbyggerne og skabe uvilje mod den muslimske minoritet.

BT mødte nogle af de chokerede mennesker, som var kede af det, men fattede. Og alle fast besluttede på, at denne hændelse ikke må lade hadet komme ind i svenskernes hjerter.

William Engelund, 22 år, Biologistuderende:

»Jeg var rædselsslagen, da jeg hørte om det. Jeg ringede til min kæreste fire gange, inden hun tog den, og jeg kunne ånde lettet op over, at hun ikke var blandt ofrene. Jeg er rigtig bange for at dette kan bruges til at skabe had mod indvandrere.«

Henrik Engelund, 18 år, studerende:

»Jeg var på gaden to timer før terrorangrebet sammen med min kæreste. Vi gik præcis den strækning, som han kørte. Det er meget uhyggeligt at tænke på. Jeg frygter, at folk bliver mere hadefulde af denne oplevelse, men jeg tror ikke, der sker en dramatisk ændring af Stockholm.«

Video fra Stockholm kort efter angrebet (kilde:Scanpix/Reuters):

Tyany, 21 år, trainee:

»Nogle af mine venner var inde i en butik, og da de ville gå ud, så de folk løbe rædselsslagne forbi. Så blev de indenfor, og det var heldigt. Jeg var selv på arbejde, og jeg blev rigtig bange, da min kollega fortalte mig om det. Men også vantro - det kan da ikke ske her? Jeg tror hurtigt, livet bliver normalt igen. Det er vigtigt.«

Lisa Svensson, 27 år, PR-medarbejder:

»Jeg reagerede ved at ringe til alle, jeg kender. Da jeg vidste, alle var OK, kom chokket. Jeg tror ikke, dette vil ændre byen på lang sigt. Vi vil være opmærksomme og måske mistænksomme over for ‘fremmede’ i nogle måneder.«

Charlotte Lind, 26 år, PR-konsulent:

»Jeg var meget chokeret og bange. Vi blev låst inde på kontoret, og så er det klart, man bliver meget nervøs for, hvad der sker. Jeg frygter rigtig meget, at det her vil føre til mere had over for muslimer og brune mennesker. Men jeg tror ikke, det vil ændre livet i Stockholm.«