Mogens Jensen var en af fire politikere, som BT havde hyret til at skaffe den bedste nyhed til lørdagsavisen. Mogens Jensen (S), Ole Birk Olesen (LA), Mathias Tesfay (SF) og Ellen Trane Nørby (V) har fredag arbejdet som reportere for BT.

Fredag aften fremlagde de alle fire deres forslag til artikler for publikum og BTs chefredaktør, Olav Skaaning på Folkemødet på Bornholm.

Og det blev en underholdende aften.

Mogens Jensen præsenterede en historie om frås på Folkemødet, der kunne ende på BTs forside. Ellen Trane Nørby satsede på bagsiden med en historie, hvor hun gik i kødet på SF.

- Jeg synes, I har klaret det rigtig godt og tilsammen har I ramt flere forskellige sider i BT, sagde Olav Skaaning.

Ole Birk Olesen (LA) havde skrevet en hardcore nyhed om Venstres holdning til fedtskat, troede han. Men Ellen Thrane Nørby protesterede og mente, at nyheden var tre måneder gammel.

Mathias Tesfay havde skrevet en klummelignende artikel om, at de fleste deltagere på Folkemødet er nogen, som kræver bon på alt, hvad de køber. Forstået på den måde, at der er for få almindelige folk til Folkemødet.

Mogens Jensen havde valgt sin forside-basker af historie efter inspiration fra dengang Ekstra Bladet havde skrevet om frås på Folketingets Kulturudvalgs rejse til de Vestindiske øer.

- Mit udgangspunkt har været at lave en parodi på en BT eller EB historie. Drivkraften har været, at selv helt alvorlige møder, der har været afholdt helt efter bogen, kan skrives på en måde, så offentligheden får et helt forkert indtryk, fortæller Mogens Jensen.

- Det har ikke noget at gøre med, at man ikke skal afsløre offentligt misbrug. Det kan bare gøres mere eller mindre sagligt. Hvis bare sagligheden bliver bevaret, skal det nok gå, sagde en munter Mogens Jensen på mødet.