BT opruster yderligere på debatstoffet og er klar med store profiler som klummeskribenter.

Blandt navnene er Ulrik Wilbek, Inger Støjberg, Adam Holm og Brian Holm.

Hver mandag vil der fremover være en politisk klumme, hvor udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg blandt andet vil bidrage med skarpe holdninger i værdidebatten. Den tidligere succestræner i dansk håndbold, Ulrik Wilbek, er også med i det politiske felt. Wilbek stiller op til kommunalvalget i Viborg for partiet Venstre og vil pudse formen af i BTs spalter. Den tidligere fødevareminister Mette Gjerskov (S) og Karsten Hønge fra SF har også takket ja til opgaven.

- Debatstof kommer ikke af sig selv. Det bliver i høj grad skabt af folk, som har modet og evnen til at give udtryk for holdninger og værdier. Vi vil gerne være første led i fødekæden, og det kan vi i højere grad blive med det nye politiske hold i BTs spalter, siger Line Ernlund, debatredaktør på BT

BT har allerede oplevet stor succes med en ny søndagsklumme, hvor Jens Gaardbo og Morten Pelch siden september har skrevet på skift. Derfor vil der fremover være en torsdagsklumme, hvor den tidligere Deadline vært Adam Holm, cykeldirektør Brian Holm og debattør Mette Goddiksen på skift vil bidrage med debatskabende indlæg.

- De kan alle sammen noget helt unikt og kan bidrage med et anderledes syn på vores samfund, liv og færden. Der var en, der sagde til mig, at det er et sandt dreamteam, vi har i BTs debatspalter. Og jeg må give ham ret. Det er et dreamteam, og jeg er simpelthen så glad for, at de alle har sagt ja til min udfordring, siger Line Ernlund.

Udover de syv nye skribenter vil læserne fortsat kunne nyde de faste ugentlige bidrag fra politisk kommentator Søs Marie Serup, USA analytiker Mads Fuglede, politiker Naser Khader og journalist og forfatter Kurt Lassen. Jens Gaardbo og Morten Pelchs perspektiv på livet vil også fortsat være i avisen og på bt.dk hver søndag.