Ole Astrup Madsen er gået fra elsket bolsjedreng på håndboldbanen over succesfuld erhvervsmand til falleret forretningsmand.
I lørdags blev nedturen kronet med en efterlysning i Skifteretten og avisoverskrifter om, at han var stukket af fra en skatteregning i millionklassen. Men nu svarer den tidligere så succesrige erhvervsmand igen og siger til BT, at han ikke har noget at gøre med selskabet Holding Joker ApS, som Skat hævder at have penge til gode hos.
LÆS OGSÅ:
- Det er en misforståelse, at Skat er ude efter mig. Det er selskabet, de er ude efter, og jeg er aftrådt som direktør, så jeg har ikke en skid med det at gøre. Jeg er også blevet gjort til ejer af selskabet, men jeg kan altså ikke eje noget, da jeg allerede er gået personlig konkurs.
- Jeg er ked af, at der dukker sådan en historie op, for der er tilsyneladende mange, der læser den. Og når den så er smækfyldt med fejl, så er det ikke rart, siger Astrup Madsen til BT.
Ole Astrup Madsen var i 80’erne en del af håndboldlandsholdet alias bolsjedrengene. Og fra flyvende fløj i håndboldhallerne blev den i dag 59-årige Ole Astrup Madsen flyvende i erhvervslivet.
Den 1. juni 1994 åbnede Astrup Madsen McDonald’s restauranten på Hovedbanegården i København. Tre år senere forlod han restauranten til fordel for ejendomsbranchen, hvor han som investor begyndte at købe erhvervsejendomme. Passende hed Ole Astrup Madsens selskab HIO Invest A/S, hvor HIO stod for ’Hole In One’.
Det henviste godt nok til Ole Astrup Madsens nye store passion, golf - men i praksis kunne det lige så godt dække over, at han var meget præcis med sine investeringer. Det gik nemlig så godt, at han kunne købe Danstruplund, en lystejendom i Fredensborg. Den kostede i underkanten af 40 mio. kr. tilbage i 2006, og som en ejendomsmægler solgte som ’Danmarks smukkeste ejendom’.
Et hjem håndboldspilleren og hans kone Nina Steffensen uden tvivl var lykkelige for. På både danske og et udenlandsk ’living’-site kan man se en smilende Nina Steffensen posere i udvalgte værelser i det 850 kvadratmeter store hovedhus.
Lykken varede dog ikke ved. I sommeren 2009 blev Ole Astrup Madsen erklæret personlig konkurs, da boldøjet glippede, og han mistede formuen i forbindelse med Roskilde Bank-krakket. I 2008 var Danstruplund sat til salg for 65 mio. kr. Men i stedet for millioner på kontoen endte det med at ryge på tvangsauktion med et milliontab til følge.
Midt i den økonomiske nedtur brast kærligheden også, da det blev til et brud med Nina Steffensen. På sin Facebook-profil står den slagne erhvervsmand nu som ’single’ og bosiddende i Ikast.
Omvendt mænger Nina Steffensen sig med de kendte i kendisgolfklubben Simons i Kokkedal, hvor hun står for sportslig kommunikation. Og det er ifølge Ole Astrup Madsen også Nina, der ejer anpartselskabet, som Skat har penge til gode hos, og som han tidligere var direktør i.
BT fandt den ’forsvundne’ erhvervsmand på golfbanen i Ikast, hvor han passede sit job som club-manager. Han forklarer, at han er blevet efterlyst, fordi Skifteretten ikke kunne finde ham på den gamle adresse på Nordre Strandvej.
- Jeg bor i et lejet hus i Ikast, siger han. Ifølge Ole Astrup Madsen vil der nu ske det, at ingen møder op i Skifteretten, hvorefter det direktørmanglende selskab vil blive erklæret konkurs. Kreditorerne, der har penge til gode i selskabet, får ingenting, da bundlinjen er tom, og Nina Steffensen ikke hæfter personligt.
Hverken Skat eller Nina Steffensen har ønsket at udtale sig til BT.